
Ann-Katrin Lund Qouttrup omgivet af sine yndlingsting: Tæppe fra Nani Marquina og maleri af Luoke Chen. De skulpturelle sofabord er fra det franske firma Smarin. Det kan deles og blive til to lave sofaborde. ( Foto: Claus Bech )
Ann-Katrin Lund Qouttrup er agent for flere trendsættende spanske møbelfirmaer. Hun har før boet på Korsika og siden i Berlin, men har nu slået rødder i en lille landsby på Sjælland.
- 58 år, født og opvokset i Flensborg.
- Uddannet på »Modefachschule Alf« i Tyskland i 1973.
- Flyttede i 1976 til Korsika, lærte fransk og arbejdede med turisme hos »Robinson Club« på Korsika og senere i Italien, Østrig og Tunesien.
- Flyttede i 1993 til Berlin og tog en uddannelse inden for marketing og salg og har siden arbejdet i møbelbranchen.
- Har i dag firmaet QQ-design sammen med sin mand, Brian Quottrup. Firmaet er agent for flere udenlandske producenter, bl.a. de spanske Bd Barcelona Design, Capdell og Nani Marquina.
- Læs mere på qq-design.dk
Af Annette Suhr
Mandag 09. januar 2012
Hvorfor bor du som du gør?
Jeg flyttede til Danmark i 2003 efter at have mødt min mand Brian året før på et sælgermøde hos det svenske firma Johanson Design. Han var deres danske, og jeg deres tyske agent. De første par år boede vi i en flot gammel lejlighed i Sorø, men den var lidt for dyr og havde ingen altan, så vi begyndte at kigge på hus. Det skulle ikke ligge for langt fra København, hvor vi har mange kunder, og heller ikke langt fra Storebæltsbroen, da min familie bor i Flensborg. Desuden har vi mange kunder på Fyn og i Jylland.
Vi var på udkig efter et praktisk hus, hvor der var plads til, at vi kunne få hver sit kontor. Huset fandt vi på nettet, kørte ud og så på det, og i løbet af ti minutter besluttede vi os. Det var i 2008. Det ligger på en lukket vej i Haarlev, ikke så langt fra vandet og Stevns Klint. Vi kan være på stranden i løbet af et kvarter. Huset er på 270 kvadratmeter inklusiv kælder og en meget stor udestue med næsten fem meter til kippen.
Hvad er det første du gør, når du kommer hjem?
Smider skoene, fodrer katten, tænder computeren og trækker vejret dybt.
Hvad er dit yndlingsrum?
Den store stue med køkken, specielt om vinteren, hvor der næsten altid er ild i brændeovnen, som står midt mellem stue og køkken. Om sommeren er det selvfølgelig havestuen og haven, vi opholder os mest i. Den er meget stor og var flot anlagt allerede, da vi købte huset. Alligevel går jeg og ændrer lidt hvert år, skifter rundt på stauderne og bytter mig til nye sorter.
Hvilke ting er du mest glad for i dit hjem?
Det er svært at sige, for der er flere ting at vælge mellem. Jeg er meget begejstret for et stort akrylmaleri af en kunster, der hedder Luoke Chen. Han er fra Taiwan, men jeg kender ham personligt, fra dengang jeg boede i Berlin og har også et andet stort maleri af ham. Men jeg vil også gerne fremhæve tæppet Kala fra den spanske designer Nani Marquina for dets muntre farver, og fordi hendes tæppevæverier i Indien også er et socialt projekt for de lokale.
Følg også boligstoffet på Facebook
Hvad vil du aldrig have inden for din dør?
Det kan jeg hurtigt sige dig: en læderchaiselong af Le Corbusier. Den er så grim.
Hvad kunne du tænke dig at lave om?
Vi laver ofte om. F.eks. har vi lige skiftet farver i soveværelse og gæsteværelse. Jeg var blevet så træt af rød og orange. Nu er den gennemgående farve blå i gæsteværelset. Den farve gør mig lykkelig. Det er ikke sådan, at vi har skiftet møbler og det hele ud, men bl.a. sengetæpper og puder er nye. Jeg lægger vægt på at have en basis-indretning, som man så kan ændre på med nye farver, lidt ligesom man har en grund-garderobe.
Hvordan er forholdet til naboerne?
Jeg tror, at vi har de flinkeste naboer i verden. Vi render ikke ud og ind hos hinanden, men ser efter hinandens hus, når nogle er ude at rejse. Vi bytter også planter og får en snak over hækken, hvis tiden er til det.
Hvor flytter du hen næste gang?
Jeg har prøvet at bo på Korsika, arbejdet på et krydstogtskib som stand-up komiker og senest boet ti år i Berlin i en smuk ejendom i jugend-stil med flot stuk og farvede glasvinduer. Men nu kan jeg godt lide at bo i Danmark, og huset er indrettet sådan, at vi godt kan blive gamle her.
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek