
Vi købte huset for seks år siden og kom fra en lejlighed på Østerbro. Sælgeren var over 70 år og havde boet her i 40 år, så huset trængte til en ordentlig omgang. Men naive som vi var, mente vi, at vi sagtens kunne ordne de ting hen ad vejen. Den dag vi flyttede ind, sparkede min lillebror til et skab, som han mente skulle væk. Det resulterede i, at skabet væltede og afslørede, at der ikke var nogen væg ind til værelset ved siden af, som vores datter skulle have. ( Foto: Niels Ahlmann Olesen )
Tine Bjerregaard er den ene tredjedel af boligbloggen Bungalow5. Da hun og familien flyttede i hus i Roskilde, valgte de at kassere det meste af deres medbragte møblement og starte på en frisk.
- Uddannet cand.mag. Ansat som specialkonsulent i sekretariatet hos Den Koordinerede Tilmelding.
- Gift med Morten og mor til 11-årige Andrea.
- Hjemmet er et halvt dobbelthus fra 1940erne i Roskilde.
- Blogger om boligen Bungalow5.dk, der kalder sig Danmarks største boligblog.
- Allan Torp startede bloggen, og da Tine var en meget ivrig læser og kommentatorer, kom hun med i foretagendet. I dag er også Hulda Rún med til at skrive bloggen.
- Blandt udenlandske blogs lader Tine Bjerregaard sig især inspirere af mange svenske. F.eks. Emma Fexeus – emmasblog.se, Annaleena Karlsson – annaleenashem.blogspot.com og Lotta Agaton - lottaagaton.blogspot.com
Af Gitte Nielsen
Tirsdag 31. januar 2012
Hvorfor bor du, som du gør?
Vi købte huset for seks år siden og kom fra en lejlighed på Østerbro. Sælgeren var over 70 år og havde boet her i 40 år, så huset trængte til en ordentlig omgang. Men naive som vi var, mente vi, at vi sagtens kunne ordne de ting hen ad vejen. Den dag vi flyttede ind, sparkede min lillebror til et skab, som han mente skulle væk. Det resulterede i, at skabet væltede og afslørede, at der ikke var nogen væg ind til værelset ved siden af, som vores datter skulle have. På en måde satte det væltede skab en lavine i gang. Vi begyndte at renovere huset helt fra bunden, og tingene greb hele tiden om sig. Vægge blev bygget op eller fjernet, nyt el blev lagt ind, der kom nye gulve, tapet blev skrabet af, der blev malet, og vi fik nyt køkken. Da alt dette var gjort, fandt vi ud af, at vi ikke havde lyst til at beholde vores medbragte møbler fra lejligheden, så de blev kasseret eller givet væk. Meget havde vi haft fra vores studietid, f.eks. en masse stigereoler. Men nu følte vi, at vi var blevet voksne og skulle indrette os med noget ordentligt.
Hvad er det første du gør, når du kommer hjem?
Tænder for computeren, tjekker diverse blogs samt skriver og researcher til min egen.
Hvad er dit yndlingsrum?
Det svinger meget. Hvis jeg lige er blevet færdig med at indrette et rum, er det min favorit. Lige nu er det f.eks. vores lille kontor på 1. sal. Det er et meget lille værelse, hvor jeg har sat nyt tapet op. Her kan jeg gå op og lukke døren og sidde og skrive i fred. Nedenunder har vi et stort rum med køkken, stue og endnu et lille kontor, den åbenhed kan jeg også godt lide.
Hvad er du mest glad for i dit hjem?
Sidste år købte vi stolen Oculus, et ældre Wegner-design (CH468), som er blevet genoptaget af firmaet Carl Hansen & Søn. Jeg må indrømme, at jeg er meget glad for danske møbelklassikere. Det kan godt være, at det er meget mainstream, men som boligblogger falder jeg over meget nyt og interessant design. Men så tænker jeg alligevel, om jeg vil kunne holde ud at se på det i lang tid fremover. Derfor ender det ofte med klassikerne, når jeg skal købe møbler. Så hellere udskifte tilbehøret lidt oftere.
Hvad har du senest købt til din bolig?
Der har jo lige været udsalg, så der blev råd til at investere i endnu en Wegner-stol, denne gang Butterfly-stolen. Før kørte vi typisk i Ikea, når vi manglede noget, nu foretrækker vi at spare op, indtil vi får råd til noget bedre kvalitet og så leve med de tomme huller et stykke tid. F.eks. klarede vi os i lang tid med to bukke og en plade som spisebord. På bloggen plæderer vi også for at købe brugt kvalitet frem for nyt og billigt, der alligevel skal kasseres efter nogle år. I mit eget hjem har vi dog næsten udelukkende nye ting og meget lidt arvegods. Og jeg vil godt understrege, at selv om jeg interesserer mig meget for design og elsker at omgive mig med smukke ting, er det ikke noget, som betyder noget for mig rent følelsesmæssigt. Skulle der udbryde brand her, ville jeg kun tænke på min familie. Alt det andet kan jo erstattes, det har ikke på den måde nogen affektionsværdi for mig.
Følg også boligstoffet på Facebook
Hvad vil du aldrig have inden for din dør?
Savsmuldstapet, det får aldrig en chance igen. Jeg har hevet savsmuldstapet ned i lange baner både her i huset og i lejligheden på Østerbro. Tapeter med mønstre er meget oppe i tiden, og de er smukke, men de skal være glatte, jeg bryder mig ikke om dem, hvis der er struktur i.
Hvad kunne du tænke dig at lave om i boligen?
Vi er allerede i fuld gang, og nu handler det om huset udvendigt. Hele forhaven er gravet op i øjeblikket, for vi skal have nye fliser og terrasser, og huset skal males.
Hvordan er jeres forhold til naboerne?
Vi er tilflytterne på vejen og de yngste husejere. Her bor mange, som har boet her i rigtig mange år, og når vi mødes til vejfester, kan de fortælle nogle gode anekdoter om byen og kvarteret. Vi har det godt med naboerne, men det er ikke sådan, at vi går ind og ud hos hinanden og drikker kaffe.
Hvor flytter I hen næste gang?
Vores datter er blevet 11 år, og vi er da allerede begyndt at tale om, hvad vi gør, når hun flytter hjemmefra. Da vi besluttede os for at købe hus, gik især min mand meget op i, at vi skulle bo i en rigtig by og ikke en forstad, derfor blev det Roskilde. Vi har ikke nogen speciel tilknytning til byen, men er faldet godt til her. Alligevel tror jeg, at vi en dag vender tilbage til en lejlighed i København. Vi arbejder begge i byen og er nogle rigtige bymennesker.
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek