
»Sommerhuset er vores andet hjem som vi bruger hele året. Det er en form for mentalhygiejne at komme herop.« ( Foto: Foto: Søren Bidstrup )
Trendspotter og kogebogsforfatter Anette Eckmann starter dagen med at surfe på nettet og skrive på sin blog, når hun er i sommerhuset. Senere på dagen samler hun vilde urter til maden, og hver aften tændes der bål. Så er det tid til at meditere.
Af Annette Suhr
Tirsdag 02. august 2011
Hvordan blev du ejer af huset?
»For fire år siden var jeg i Helsinge for at skrive en boligreportage. Parret, jeg interviewede, fortalte om et sommerhus, de havde til salg i Asserbo.
Se flere billeder af Eckmanns fristed i galleriet til højre >>
Jeg kørte forbi på vejen hjem og så det, og det var kærlighed ved første blik.
Jeg er opvokset på en gård, og vi har haft hus på Amager med den mest vidunderlige have, som jeg brugte 15 år på at tilplante med urter og historiske roser. Men for fem år siden blev min mand Bent alvorligt syg, så vi solgte huset og købte derefter en lejlighed i St. Kongensgade. Jeg magtede ganske enkelt ikke at passe hus, have og firma på samme tid.
Heldigvis kom Bent sig pænt, og vi nyder at bo midt i byen, men jeg begyndte at savne en have. Da jeg første gang luftede idéen om et sommerhus, afviste min mand det kategorisk, men da jeg fandt huset her, fik jeg langsomt overtalt ham, og han er heldigvis blevet vildt glad for det og kører ofte herop alene.«
Beskriv dit hus?
»Det er et 75 kvadratmeter sortmalet træhus fra 1960erne, der ligger tæt ved Brødemose Skov i Asserbo. Første del af huset er bygget i 60erne, og siden er der bygget til i flere omgange, tror vi nok. Vi har rådyr og egern i haven, mange forskellige fugle, pindsvin, tudser, og sågar en ilder har jeg set heroppe.
Huset er renoveret med nyt køkken, nye gulve og bad og indrettet á la moderne jagthytte med rå møbler, etniske detaljer og moderne design. Rundt om huset er der et stort trædæk. En genial løsning, der gør, at vi kan være ude året rundt. Er det koldt, tager vi en trøje på, og vi har lagt bløde, varme fåre- og lammeskind i alle stolene.
Haven, der er på 2500 kvadratmeter, er anlagt nærmest som en lille park med masser af store træer, rododendron, kejserbuske, snebær, vilde brombær og kirsebær, ribsbuske og kæmpe brændenælder i underskoven. Der er intet, som skal luges – kun nydes. Græsplænen er Bents stolhed - trimmet som var det en golfbane.«
Hvad betyder huset for dig?
»Alt! Sommerhuset er vores andet hjem som vi bruger hele året. Det er en form for mentalhygiejne at komme herop. Det er her, jeg oplader batterierne, tænker tanker og får idéer. Vi har alting, så der skal ikke bruges tid på at lukke op og ned. Intet skal fragtes herop – udover os selv, og det tager kun en time i bil.«
Hvad får du tiden til at gå med?
»Jeg sylter, bager og laver mad året rundt. Heroppe udvikler jeg nye opskrifter og tester dem på gæsterne – familie og venner. Jeg skriver meget heroppe, bl.a. er min seneste kogebog, »Naturens Spisekammer«, skrevet her. Og så læser jeg flere aviser. Jeg starter typisk dagen med at læse aviser og derpå surfe på nettet, inden jeg skriver på min blog.
Læs også:
Mig og mit fristed: »Når jeg er i sommerhus, vil jeg være et naturmenneske«
Mig og mit fristed: »Her er ikke meget plads, men mentalt er her masser af plads«
Mig og mit fristed: »Rigtige mænd skal til Højer Sluse én gang om året«
Morgen og aften cykler jeg en tur, gerne langt ind i Asserbo Plantage for at indsamle vilde urter til maden. Brændenælderne »dyrker« jeg selv.«
Hvad har du senest anskaffet?
»Et gæstehus i lærketræ, bygget af Richard på 83, en af min fars venner. Træet er byggeaffald fra min brors firma. Det er malet sort, så det matcher selve huset. Der er plads til to senge og en masse puder og tæpper.«
Nævn tre ting, der skal være i et sommerhus?
»En trådløs forbindelse, en bærbar pc og en mobiltelefon. Det kan jeg ikke leve uden, fordi det er en stor del af mit arbejde. Når det er sagt, vil jeg gerne fremhæve en række modsatrettede ting, som er uundværlige i et fritidshus: Bålplads, kakkelovn, dyreskind, et grillmonster (min Weber grill til med gasoptænder), pladespiller, en lille mobil Henry Kloss-radio og masser af varme tæpper. En god seng og et par varme dyner er også et must.«
Følg også boligstoffet på Facebook
Hvad hører ikke hjemme i et sommerhus?
»Fjernsyn. Men det var Bent og jeg nu meget uenige om. I lejligheden ser jeg meget tv, ja, faktisk stresser jeg af foran skærmen, men heroppe vil jeg gerne have, at vi sidder på terrassen og taler sammen, kommer lidt tættere på hinanden. Derfor har vi indgået et kompromis og købt et lille bitte tv, der er gemt væk om dagen og KUN kommer frem, når der er noget helt specielt, f.eks. i sidste uge, hvor vi begge så Tour de France.«
Hvad er dit næste projekt?
»Vi skal have malet huset udvendigt i år og beskåret de store træer igen. På længere sigt skal udhuset rives ned og bygges op igen, men i samme stil. Den ene del skal være et bryggers/udekøkken og den anden del et ekstra gæsteværelse. Vi har inden for få år fået ikke mindre end fire børnebørn, så der bliver sikkert kamp om køjepladserne heroppe.«
Hvordan er forholdet til naboerne?
»Vi ved, hvem de er, nikker og snakker af og til sammen og holder øje med hinandens huse, men vi ses ikke socialt. Det har vi ganske enkelt ikke ressourcer til. Vi har et stort socialt netværk i vores hverdag, som skal passes og plejes.«
Hvad kunne få dig til at skille dig af med huset?
»Det har jeg ikke umiddelbart et svar på. Jeg håber aldrig det kommer på tale. Min drøm er, at huset går i arv til børn og børnebørn.«
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek