
»Vi fik pladsen ved at være vedholdende. Vi rendte de daværende lodsejere på dørene hver tredje måned, og til sidst lykkedes det,« fortæller Jesper Dirk Andersen. ( Foto: Christian Als )
Gamle husbåde er både krævende og kostbare at vedligeholde. Skibsingeniør Jesper Dirk Andersen har derfor udviklet og taget patent på et vedligeholdelsesfrit betonskrog, som man kan bygge en stor husbåd ovenpå. I dag bor han og familien selv på en af bådene.
Af Majken S. Eliasen
Mandag 15. august 2011
Jesper Dirk Andersen er uddannet skibsingeniør og har siden 2001 levet af at bygge husbåde. En af dem hedder Bobo, og her bor han selv. I alt 222 kvadratmeter flydende hjem med en tagterrasse på 125 kvadratmeter. Her er således rigelig plads til både ham, hustruen Susanne og deres seks sammenbragte børn.
Se billeder fra liebhavervillaen til vands i galleriet til højre >>
Adressen er husbådebassinet ved Refshalevej på Amager lige ved siden af det gamle B&W-skibsværft. Området er lukket for udefrakommende, og kun beboere med nøgle til jernporten ved vejen kan komme ind i det fredelige havnemekka, hvor store husbåde troner side om side. Her er det voluminøse ombyggede færger og nybyggede husbåde, der holder til. Og det kræver tålmodighed og vilje at få en plads i det eksklusive havnebassin, hvor private lodsejere står for udlejningen.
»Vi fik pladsen ved at være vedholdende. Vi rendte de daværende lodsejere på dørene hver tredje måned, og til sidst lykkedes det,« fortæller Jesper Dirk Andersen.
Den firkantede husbåd adskiller sig meget fra klassiske husbåde, og ligner mere et hus end en båd. Den flyder på et betonskrog, som han blev inspireret til at udvikle, efter at han i kraft af sit arbejde på havnen havde studeret, hvordan folk normalt boede på husbåde.
Læs også:
Stor husbådsby ved Storebælt
Sommerhusbåden
Som en husbåd på land
»Det var nærmest synkefærdige familier, der boede nede i maven af en fiskekutter med sildeskæl op ad kanterne og lugten af dieselolie. Derfor har jeg opfundet en flydeløsning, der er pålidelig og billig,« siger han og uddyber, hvorfor det at købe en nybygget husbåd til mange millioner i længden er billigere end at bygge en gammel om.
»Hvis du bygger på et gammelt skrog, har skroget allerede været i professionel drift i måske 20 år. Og lige pludselig er det altså rustent, hvis det er lavet af jern, eller halvråddent, hvis det er lavet af træ. Så skal man gøre noget, og det koster sindssygt mange penge, når det skal i dok.«
Ifølge Jesper Dirk Andersen kan skroget på hans nybyggede båd flyde i 100 år uden vedligehold og reparationer.
De manglende husbådepladser i København betyder, at de fleste af hans kunder kommer fra udlandet. Husbådebyggeriet i Danmark er stadig blot en lille parentes.
»Det er en nicheproduktion til mennesker, der har et helt vildt drive, og som VIL bo på den her måde. Når en familie kommer til mig, har de som regel overvejet, hvad det koster, og de har næsten altid fundet en plads.«
Følg også boligstoffet på Facebook
Derfor er det et helt bestemt segment af befolkningen, han har som naboer i husbådebassinet ved B&W.
»Man skulle tro, at det var unge, men det er det faktisk sjældent. Det er dyrere, end man tror, at bo på en husbåd, derfor er det mere etablerede mennesker, som bor på husbåde. Hvis du ender med at bo på den måde, er det heller ikke en tilfældighed. Alle mennesker, for hvem det lykkes at bo på den her måde, har knoklet og kæmpet for at realisere deres drøm.«
Husbådekolonien på Refshaleøen er ikke specielt veletableret. Her er f.eks. ingen fællesfaciliteter eller »beboerforening«, og husbådeejerne må leve med, at det hele pludselig kan få en ende.
»Husbådebassinet her har altid været en midlertidig foranstaltning. Derfor har lodsejerne sikret sig muligheden for at kunne kaste hele banden væk,« fortæller han.
Alligevel føler han sig tryg ved at bo der.
»Vi har som udgangspunkt tre måneders opsigelse, og så får man et spark i røven. Men i virkeligheden har der i de sidste ti år ikke været ét eneste eksempel på, at nogen er blevet sagt op.«
Det koster mellem 2.000 og 7.000 kr. om måneden at have sin husbåd liggende på Refshaleøen, og når man rykker ind, skal der lægges et depositum på tre måneders leje. Jesper Dirk Andersen kender dog andre eksempler i Københavns Havn, hvor ejere af husbåde lever med langt mere usikre vilkår.
»En urimelig aftale er, når man ligger ovre på siden af Operaen og betaler 7.000 om måneden og kun med en måneds opsigelse.«
Som potentiel husbådskøber er der ifølge Jesper Dirk Andersen altid to ting, man skal være opmærksom på: at finde en plads og at få en rimelig lejeaftale med lodsejeren.
Trods alt besværet synes han dog alligevel, at hans livsstil giver ham en frihed, som han ikke ville få ved at bo i et hus på land.
»Vi har de funktioner på den her husbåd, vi har lyst til. Jeg glæder mig eksempelvis over, at jeg ikke behøver at slå græs. Vi vil hellere have en tagterrasse på 125 kvadratmeter og i stedet stille hortensiaen op i en potte. At bo herude er ligesom at blande sit normale liv med sit ferieliv. Vi har alt det, som man søger, når man tager på ferie. Der er vand, der er havkajak, der er udebruser. Vi bader, og vi fisker.«
Læs mere på dirkmarine.dk
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek