
Det lyse køkken med bordsektion midt i rummet er slået sammen af tre oprindelige rum – køkken, pigekammer og viktualierum. Modulerne er fra Kvadratkøkkenet og greb og corian-bordplade, som tåler varme og pletter, er fra Boform. På gulvet er travertin-marmor. Maleriet er af Helena Pontoppidan. ( Foto: Anastazia Anjo Jørgensen )
På toppen af skrænten i Ålsgårde med udsigt til Sverige bor familien Elleskov i en stor villa fra 1920. Alt i huset er blevet endevendt under flere store renoveringer.
Af Mette Andersen
Torsdag 26. januar 2012
Det var både den klassiske arkitektur, udsigten til Sverige og de store, reelle rum, som Irene og Mads Elleskov faldt, da de købte professorinde Maars sommervilla fra 1920.
Se flere billeder i galleriet til højre >>
Villaen var oprindelig omgivet af en endnu større grund end de 2.000 kvadratmeter inklusive en fredet skovbevokset skrænt, som hører til i dag. Den blev tegnet af arkitekt Poul Holsøe i 1912. Men Første Verdenskrig kom i vejen, så det tog otte år at fremskaffe de nødvendige byggematerialer til det over 240 kvadratmeter store hus, som nu er ombygget til et boligareal på 280 kvadratmeter.
Da de nuværende ejere overtog huset i 2006, gik de i gang med en totalrenovering og modernisering, som Mads Elleskov selv tog aktivt del i. Imens boede familien med tre små børn i deres daværende typehus og flyttede først ind efter et års tid. Da var snart sagt alt ændret, men med hjælp fra arkitekt Hannes Stephensen skete forvandlingen med respekt for den oprindelige arkitektur og stil.
Huset er blevet isoleret, har fået nyt tegltag, nye vinduer og døre, nye elinstallationer, køkken, bad og bryggers samt Dinesen-gulve af douglas-fyr samt travertin-marmor fliser. Dertil kom renovering af lofter og stuk, ombygning af pejs, bygning af garage med værksted, nye kviste, ny trappe med gelænder og balustre som den eksisterende til 2. sal, børneværelser med hemse, vinkælder, pudsning af facade og anlæg af have.
»For at få mere lys og mere glæde af udsigten til Øresund blev de oprindelige vinduer mod nord ændret til døre med tre lag glas. Vi fik også bygget en kvist til soveværelset, indlagt gulvvarme i stedet for de store gamle radiatorer og genetableret en sløjfet skorsten. Ikke til kakkelovne som i gamle dage, men som skjul for ventilation og for at genskabe husets symmetri,« forklarer parret.
Følg også boligstoffet på Facebook
På arkitektens opfordring blev havegangen ude fra vejen genskabt. Ikke af de gamle fliser, som lå gemt under 30 centimeter jord, men af nye med chaussésten op til hoveddøren.
»Vi havde ingen betænkeligheder ved at ændre huset til nutidig standard og dermed forandre ruminddelingen. Det var en stor mundfuld, men også befriende at skille sig af med gamle installationer og slidt inventar og begynde forfra. Men vi har kæmpet for at beholde stilen og de bevaringsværdige detaljer som trappe, stuk og dørhåndtag af messing. Stilen er den samme som før i det ydre, men nymodens bekvemmeligheder skulle der også til, så huset kunne fungere for en familie med mindre børn. På den måde synes vi, at vi har fået det bedste ud af det gamle, uden at det er gået ud over fortidens charme,« siger parret og tilføjer:
»Selv om al indmad blev ændret, før vi flyttede ind, har huset en helt anden charme end det parcelhus, vi kom fra. Undervejs har arkitekten gjort os opmærksom på at genskabe flere historiske detaljer som dørkarmenes profiler, paneler med fejelister og koblede vinduer med smalle sprosser.«
Ejerne har bevidst valgt en så tidløs stil som muligt med lyse gulve og et enkelt, moderne køkken. De har fravalgt de mere specielle materialer for at gøre det let at sælge huset engang og for bedre at kunne indpasse deres klassiske møbler på en neutral baggrund.
»Antik og møbler i nostalgisk stil har vi aldrig været til, heller ikke det helt moderne. Klassisk dansk design og ting med tyngde kan derimod godt dupere os. Vi er ikke til brug og smid væk, men har gerne tingene i årevis. Både fordi vi søger noget, hvor pengene kan komme hjem igen, hvis vi sælger, men også fordi vi ikke vil bruge for meget tid på at gå i møbelforretninger for at skifte ud, blot fordi moden skifter,« siger Irene og Mads Elleskov.
Kærligheden til det klassiske og langtidsholdbare betød bl.a, at de fik skuffefronterne på familiens Montana-reoler sprøjtemalet i en ny farve fremfor at købe nyt.
»De ting, vi stiller frem, kan både være gaver og noget, som børnene har lavet. Vi bruger egentlig meget lidt tid på at gå og håndplukke brugskunst,« siger Irene Elleskov og supplerer:
»Vigtigt er det også, at ting og materialer er rengøringsvenlige og hygiejniske. Til bordpladerne i køkkenet og på badeværelserne har vi f.eks. valgt corian fremfor sarte træplader, fordi de nærmest ikke kan misfarves. Og klinkerne i brusebadet kan tåle kalkfjerner, modsat travertin-marmor ligesom på køkken- og badeværelsesgulv. Desuden har vi fået installeret kalkspalter, så der ikke samler sig kalk i vandhaner, bruser og vaskemaskine.
»Det skal være et hjem, som man kan bruge uden at nerverne sidder uden på tøjet, når der indimellem spildes noget. Det kan ikke undgås med tre børn.«
Parret har forstået at spare visse steder for at få råd til kvalitet andre steder. De har købt et køkken til rimelig pris og forsynet det med greb og bordplade fra en dyrere udbyder. Og så har de tilladt sig skabslåger af valnød i badeværelset, men udskudt indkøb af en ny sofa til afløsning for den 12 år gamle med det pletvenlige alcantara-betræk.
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek