Musselmalet kop anno 2008. Louise Campbell.

Vis mig din keramiksamling, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. De nye statussymboler er formet i ler og tager konkurrencen op med det klassiske maleri.

Af Kitt Andersen
Lørdag 19. april 2008

Hvis du gik og troede, at keramik kun var noget, du engang stiftede bekendtskab med i skolens formningslokale og senere som merchandise i de danske badebyer, så befinder du dig meget langt fra virkeligheden, som den tager sig ud anno 2008.

Ikke fordi keramik og dansk kunsthåndværk over natten er blevet super hipt – det har det sådan set været længe. Men det er først inden for de sidste år, at interessen og anerkendelsen er nået ud over en snæver kenderkreds og er begyndt at tiltrække samlere, der er parat til at kaste lige så mange penge efter unika kunsthåndværk, som der traditionelt er blevet investeret i billedkunst.

»En af årsagerne til, at der er kommet større fokus på dansk kunsthåndværk, er den store interesse for livsstilsområdet, hvor man bruger det til at fortælle en historie og sende signaler om, hvem man er,« siger Birgitte Jahn, der er direktør i Danish Crafts.

Den selvstændige institution under Kulturministeriet arbejder bla. på at gøre dansk kunsthåndværk internationalt kendt og er for første gang repræsenteret med udstillingen Mindcraft på Milan Design Week, der slutter i morgen.

Her udstiller 12 udvalgte kunsthåndværkere og designere, der skal være med til at profilere Danmark internationalt. Blandt udstillerne er Louise Campbell, Cecilie Manz og de tre keramikere Anders Ruhwald, Christin Johansson og Louise Hindsgavl.

Og netop keramikken har bevæget sig langt væk fra tidligere tiders opfattelse af, hvad faget går ud på.

»Gennem de sidste fem-seks år er der blevet vendt op og ned på begreberne inden for kunsthåndværker-området. Lidt klicheagtigt sagt, så er keramikken ikke længere et fodslæbende kvindefag. Det er blevet supersejt og cool at have med at gøre. Men dansk kunsthåndværk har altid stået stærkt. Det er bare først efter, at vi er begyndt at komme ud og måle os selv op imod det internationale miljø, at vi har fået øjnene op for det,« siger Birgitte Jahn, der på ingen måde synes, at dansk kunsthåndværk er i krise. Tværtimod sælger en del af udøverne gennem udenlandske gallerier og er repræsenteret i udenlandske samlinger.

Louise Campbell, der er med i Danish Crafts fremstød i Milano med stolen Spiderwoman, oplever også, at keramikken klarer sig rigtig godt.

»En keramiker kan vælge mellem to spor. Det kommercielle, som flere og flere vælger med succes, og unika, hvor man bevidst går den stik modsatte vej. Og der er vi også ved at blive meget, meget stærke i Danmark. Vi er inde i en periode, hvor mange både i Danmark og internationalt markerer sig med at have et interessant og eksperimenterende formsprog på unikakeramikken,« siger Louise Campbell.

Hun har netop selv afsluttet arbejdet med et mere kommercielt projekt. Et nyt stel for Royal Copenhagen, der kommer i handlen til juni.

Om unikakeramikken så skal betegnes som kunst eller kunsthåndværk er hun ret ligeglad med. For hende ligger den store forskel i materialekendskabet, som hos en kunsthåndværker kan ligge meget højt i forhold til en kunstner, der går ind og arbejder med et materiale for at opnå et bestemt udtryk. Som et eksempel nævner hun Bente Skjøttgaards måde at arbejde med glasuren på.

»Der kan ligge en lige så stærk udtrykskraft i et unikaobjekt som i et maleri. Men måden at gå til det på, kan være meget forskellig. En keramiker som Bente Skjøttgaard arbejder f.eks. med glasuren for at se, hvor frit hun kan udtrykke sig med den. Med det simple udgangspunkt, at hun vil se, hvor langt hun kan skubbe glasuren, kommer der et fuldstændig boblende nyt univers frem, som udtryksmæssigt er meget stærkt,« siger Louise Campbell.

Men der er også sket en opblødning af faggrænserne, som hun selv er et godt eksempel på med sit arbejde for Royal Copenhagen.

Denne opblødning mener Birgitte Jahn fra Danish Crafts også er med til at bringe udviklingen videre på samme måde, som Bente Skjøttgaards undersøgelse af glasurens muligheder kan opfattes som basal grundforskning i materialer.

»Kunsthåndværkere i dag er rundet af en umiskendelig tradition, hvor dansk designs guldalder ligger som et nationalt DNA og er et grundtræk, vi ikke kan komme uden om. Desuden er der sket en fusion, hvor grænserne er blevet mere flydende. F.eks. Anders Ruwald, der er med på Mindcraft, opløser på en superkompetent og intellektuel måde forestillingerne om, hvad keramik, brugskunst og design er. Han agerer i et helt andet rum, end vi er vant til,« siger hun.

Danish Crafts oplever også på messer rundt omkring i verden, at dansk design bliver opfattet som humoristisk og som meget konceptuelt orienteret. Og som en chefindkøber fra Museum of Modern Art, MoMa, i New York, der skulle kuratere Danish Craft udstillingen CC+ for MoMA, sagde: Der er en særlig finish og stringens ved de danske ting. Et særligt dansk touch.

»Og så er der et intellektuelt og kreativt overskud, der også er med til at gøre det danske kunsthåndværk særligt attraktivt for tiden,« siger Birgitte Jahn.

Det overskud havde Bettina Køppe fået øje på længe inden, hun i slutningen af 2006 var med til at åbne Køppe Gallery, som det hedder i dag. Her handler det netop om spændingsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk, som det kommer til udtryk i 2008.

Bettina Køppe oplever en rivende udvikling inden for feltet, men rent kommercielt er der stadig langt mellem danske samlere, der vil give det samme for unika kunsthåndværk som for et klassisk maleri.

»Jeg oplever et stort forsømt område. Kunstnerisk sker der en masse, men kommercielt er det svært at få det til at løbe rundt. Jeg tror, det skyldes en høj grad af konservatisme, fordi vi stadig holder meget på de grænser, der definerer de forskellige udtryksformer. Der eksisterer stadig en forestilling om, at kunst er et maleri. Nogle af de kunstnere, der er med på vores nuværende udstilling »Nothing to Display«, er også malere, og deres malerier sælger langt bedre end deres tredimensionale ting,« fortæller Bettina Køppe, der selv er uddannet arkitekt.

Internationalt oplever hun slet ikke samme konservatisme, når det kommer til faggrænser og udtryksformer. I USA er grænserne langt mere flydende, og i Japan bliver keramikken betragtet som en af de fineste kunstarter.

Men selv om det går langsomt, går det fremad. Art Basel har udviklet Design Basel, og det samme er tilfældet med Art Miami, der for første gang i år viser high level møbler, glas og andet kunsthåndværk.

»Jeg satster på at deltage i Design Miami. Den udstilling er et rigtig godt billede på den sammensmeltning, der er ved at ske mellem objekt, design og kunst.«