
Hække, buske og espalier midt i haven og store træer med bred krone danner spændende rum i Louise Axholms egen have, som hun her har tegnet. ( Illustration: Louise Axholm )
En vellykket have har mange forskellige rum, som man kan gå på opdagelse i. Få gode råd her til, hvordan du skaber dem.

Louise Axholm er landskabsarkitekt og Boligens faste haveskribent.

Vi er tre uger inde i januar, og mine juleroser står allerede med store hoveder, klar til at springe ud. Det er en tilbagevendende glæde hvert år, og de burde være at finde i enhver have.
Af Louise Axholm
Tirsdag 24. januar 2012
En have med en flot udsigt, måske tæt på havet, behøver ikke meget andet for at være velfungerende. Andre haver er rare at opholde sig i, fordi man fornemmer, at der bliver lagt hjertevarme og sjæl i dem.
Men selv om du hverken er begavet med en fantastisk udsigt eller er nabo til havet, er det alligevel muligt at gøre din have til et dejligt sted at være.
For mig er noget af det allervigtigste at tænke i rum. Rum i haven er opbygget af gulv, vægge og loft. Gulvet er græsplænen, belægningerne, bunddækket eller et lavt busket. Væggene er mure, hække, buske, og loftet er himlen, trækronerne, et halvtag eller en pergola.
Læs også:
Haven lige nu: Gør haven smuk om vinteren
Haven lige nu: Blomster i krukkerne året rundt
Haven lige nu: Gør haven til et fugle-paradis
Kunsten er at skabe variation således, at gulvet, væggene og loftet varierer fra rum til rum, for det skaber forskellige oplevelser rundt omkring i haven. Der behøver ikke at være fyldt med planter, hvis du godt kan lide noget enkelt. Her kan terræn eller et enkelt markant element som en hæk eller trærække, der opdeler haven, gøre hele forskellen.
Det er også vigtigt at tænke i volumener. Der skal noget fylde på for at gøre en have interessant og rar at være i. Derfor skal en del af beplantningen have enten højde, gerne fra to meter og opefter, eller bredde, så man virkelig kan fornemme, at der er en variation i havens elementer. Består den udelukkende af lave stauder, bunddække og græs omkranset af en hæk i skel, bliver haven nemt for åben og uinteressant. Her kan jeg godt lide, at man ikke kan overskue hele haven fra ét sted, f.eks. terrassen.
Man må hellere end gerne skulle gå på opdagelse for at lære hele haven at kende, og her må der gerne være nogle overraskelser undervejs. En markant belægning, en iøjnefaldende plante eller måske en granitskulptur gemt lidt væk i buskadset. Har man børn, er det min erfaring, at de hellere end gerne vil have områder, der ikke umiddelbart kan overvåges af en voksen. Her kan de nemlig bygge huler og lege i fred og ro.
Følg også bolig- og havestoffet på Facebook
I min egen have (se tegning herover) er der meget terræn med en højdeforskel på cirka fire-fem meter fra baghave til forhave. Herved får jeg meget foræret, da det i sig selv danner en masse variation og rum med trapper, støttemure og skråninger.
Huset står placeret, så der er have og plads hele vejen rundt, og det giver i sig selv en masse forskellige oplevelser, som jeg kan bygge videre på. Da vi er en familie på fem, er der et behov for, at haven skal kunne opfylde forskellige funktioner. Her skal leges for de små, laves mad, dyrkes køkkenhave, spilles bold, tørres tøj, opbevares haveredskaber, etableres siddepladser, parkeres biler osv. Ved at give de forskellige dele af haven hver sin funktion, får jeg udnyttet hver en afkrog.
Nord for huset er der plantet stedsegrønne og skyggetålende planter. Det er også her, at størstedelen af mine løgplanter ligger gemt. Syd for huset ligger den største af i alt fire terrasser.
Den afgrænses af et krydderurtebed i den ene ende, et lavt busket af japankvæder (Chaenomeles japonica) i den anden, og en lav bøgehæk på den tredje, som jeg kan se ud over, når jeg står op, og sidde i læ af, når jeg sidder ned.
På terrassen vest for huset er der udekøkken, borde og stole, et halvtag til barnevogn, bunddække af vinca og geranier og som loft en stor taks. For at komme til en anden terrasse skal jeg ad en smal sti mellem et rosenbed og et vinespalier. Her dannes loftet delvis af en stor forsytia.
Læs også:
Haven lige nu: Gør haven smuk om vinteren
Haven lige nu: Blomster i krukkerne året rundt
Haven lige nu: Gør haven til et fugle-paradis
Hævet af en støttemur er der på den ene side et staudebed, der igen afgrænses af endnu en støttemur, for at optage terrænet ud mod vejen. Børnenes legehus ligger gemt under kronerne på to store kirsebærtræer. Her skifter »himlen« fra blomst, til frugtsætning og til høstfarver, og er derved aldrig den samme.
Mange af belægningerne og støttemurene er gamle og trænger til at blive fornyet. Der er også en del af beplantningen jeg ønsker at skifte ud. Men fordi de overordnede rammer fungerer, og her er masser af rum, der giver variation og oplevelser, er haven et dejligt sted at være.
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek