Casa Lunga i solnedgangen over dalen. Herfra ses det tydeligt, at den gamle tobaksgård er bygget i fem afsnit. I dag hænger det hele sammen og er indrettet til en stor privatbolig. ( Foto: Lise & Kristian Septimius Krogh )

For 12 år siden faldt Gerda og Poul Erik Tarp for den gamle tobaksgård i det smukke umbriske landskab. I dag er ruinen forvandlet til en fantastisk bolig.

 

• Udskriv
• Send
• Facebook

Billedserie

Fra fredet ruin til italiensk idyl

For 12 år siden faldt Gerda og Poul Erik Tarp for den gamle tobaksgård i det smukke umbriske landskab. I dag er ruinen forvandet til en fantastisk bolig.

Pittoresk udsigt fra den lille balkon på 1. sal ud fra soveværelset og ned over den stenbelagte terrasse og nyanlagte have. (.)Når en ruin skal bygges op igen udvælges nøje, hvilke eksisterende materialer der kan genbruges. De bliver lagt til side, og resten kørt væk. Loftsbjælken i stuen er genbrug, men ingen ved, hvem der i 1769 huggede årstallet ind i bjælken – svenden, bygherren eller en lærling? (.)Den overdækkede hovedindgang med den smukke buede dør, hvorfra man går lige ind i det store spisekøkken. Trappen hen over fører op til stuen på 1. sal. (.)En gammel udendørsvask er bevaret og bruges i dag til blomster og lignende ting. (.)Den charmerende terrasse foran huset er lagt med forskellige rustikke natursten og tegl, som blev til overs, da ruinen blev bygget op. (.)Middagene nydes ofte i det fri, ved langbordet på den store terrasse mellem limonaia´et og hovedhuset. (.)En muret bænk på terrassen, med udsigt til de grønne bjerge og den blå italienske himmel. (.)Gerdas kontor er fyldt med ting, der alle betyder noget, har historie og giver hende god energi. Alle møbler er italienske. (.)Væggene mellem Gerda og Poul Eriks kontorer er så tykke, at bredden blev udnyttet til en reol på begge sider af døråbningen. Billedet bag er malet af Jens Kromann. (.)Husets midterste del er fra 1769. En trappe fra køkkenet forbinder de to etager. (.)Stuen på 1.sal med stemningsfulde gamle loftsbjælker og åben pejs. Gerda står i døren der vender ud mod trappen ned til terrassen. Fra stuen er der åben forbindelse til biblioteket ved siden af. (.)Parrets private soveværelse er indrettet i den ældste del af huset, vagttårnet fra 1400-tallet. Her er højt til loftet, åben pejs og adgang til en lille balkon og separat badeværelse. (.)Små nicher er fint udnyttet til indbyggede hylder i væggen. (.)Huset rummer fire badeværelser, hvoraf dette er parrets private. Det er lyst og stilfuldt indrettet med kar og brus, samt to håndvaske nedfældet i en marmorbordplade. Gulvet er lagt med cremefarvet antikmarmor. (.)

Billedserie

Et styks ruin til en million. Piemonte del 1

Håndværkertilbud i yderste potens. Sådan vil de fleste tænke, når de ser billedet af den ruin i Piemontes bjerge, som danske familien Bjørn fik tilsendt på mail. Men drømmen om et stort og »råt stenhus« med den rigtige beliggenhed var så stor, at familien sprang ud i en hurtig handel

. (.)7. (.)Udsigten fra huset. (.)Familien Bjørns hus ligger ved landsbyen Roccaverane, som er den højset beliggende by i Asti-provensen. Byen kan minde om en filmkulisse. I den "scuola elementare" går der kun syv børn fordelt på syv klassetrin. Ud over kirken er der en lille købmandsforretning, posthus, apotek og et lille familiedrevet hotel med tilhørende restaurant. (.)Sommeren 2007 valgte familien at campere på grunden for at opleve stemningen og lyset døgnet rundt. Under de mange besøg, mens byggeriet har stået på, har de boet på hotel i en nærliggende by. (.)3. Laura og Magnus ser ud over landskabet. Billedet er taget under familiens allerførste besøg på grunden. Det var i januar 2007. Da de kom hjem til Danmark besluttede de sig for at købe huset. (.)Billedet er taget på Roccavernos togstation. (.)1. Nu er der ryddet op og klar til genopbygning. (.)

Billedserie

Fra ruin til hus (Ruinen i Piemonte II)

Det er sin sag at få en ruin til at genopstå som et drømmehus. Se billederne fra anden fase af den danske families byggeprojekt i Piemonte.

2.Her skal husets store soveværelse indrettes. Murene er de oprindelige, nogle huller er dog dækket med andre sten. I den gamle del af huset står de 60 cm brede rå mure uden isolering, mens der i den anden del af huset er isoleret. (Erik Bjørn)3.Erik og Maj Bjørn på besøg i sommeren 2008. Nu begynder det at ligne et hus. "Det kan man også se på vores smil," siger Erik Bjørn. (Erik Bjørn)4. Den kommende måske-vinbonde skuer ud over sit italienske territorium. (Erik Bjørn)5.Gulvet støbes. Der er i øvrigt indlagt gulvvarme i hele huset. (Erik Bjørn)6.Her var der oprindelige stald, formentlig til geder, da Roccaverano er kendt for sin gedeost. Fremover bliver det soveværelse. (Erik Bjørn)7.Det kommende køkken og spiserum. Ved de to døråbninger i bunden af billedet skal der stå et stor specialdesignet spisebord til 14 mennesker. Den danske familie har valgt at få bjælkelofter, det var der i det oprindelige hus, selv om det ellers ikke er det normale i Piemonte, hvor man har haft tradtion for murede lofter med røde sten. (Erik Bjørn)

Billedserie

Jubii, ruinen er blevet et hus

Den italienske drøm er nu blevet til virkelighed for familien Bjørn. Den ruin, som de investerede i for to et halvt år siden i Piemontes bjerge, er blevet til et stort hus på 250 kvadratmeter.

Køkkenet er designet af arkitekt Lars Østergaard efter input fra ejerne og bygget på stedet af de lokale håndværkere. (Erik Bjørn)Mountainbikes hører sig til, når man har hus i bjergene. Den nærliggende landsby, Roccaveraon, ligger på det højeste punkt i Asti-provinsen, dvs. 800 meter over havets overflade. (Erik Bjørn)Spisebordet med plads til 14 mennesker er speciallavet med svejset jernstel og en 3,60 meter lang egetræsplade. (Erik Bjørn)Terrassen er møbleret med havemøbler fra Cane-line og Eva Trios grill. »Når man lejer et hus ud til 20.000 kr. om ugen kan man ikke byde folk at sidde i plasticmøbler,« siger ejeren Erik Bjørn. (Erik Bjørn)Magnus og Laura nyder den første sommer i bjergene med egen pool (Erik Bjørn)I et af gæstværelserne vågner man op til et smukt kig gennem de rundbuede jernvinduer. (Erik Bjørn)Grundplanet efter genopbygningen er det samme som det oprindelige hus, men nu med i alt tre etager. (Erik Bjørn)Med 250 kvadratmeter fordelt på tre etager er der plads til, at man kan have mange gæster, uden at man nødvendigvis behøver sidde lårene af hinanden. (Erik Bjørn)Opholdsstuen ligger på midterste etage et par trin ned fra køkkenet. Læg mærke til muren, hvor det nederste stykke er de originale kampesten, mens det øverste er nyt. De danske ejere har bevidst valgt denne løsning, så man tydeligt kan se overgangene mellem gammelt og nyt. (Erik Bjørn)Råt og rustikt. Sådan er den gennemgående stil i hele huset, også i de tre badeværelser. (Erik Bjørn)Kort før nytårsaften 2006 modtog familien Bjørn et billede på mail af den forladte ruin i Piemontes bjerge. Efter to et halvt års genopbygning er huset nu taget i brug. (Erik Bjørn)

Billedserie

Skodesignerens rustikke hjem

Skodesigner Ursula Mascaró har tænkt masser af middelhavsøen Menorcas atmosfære og skikke ind i indretningen af familiens 100 år gamle landhus, hvor der rum og plads til både afslapning, børneleg og arbejde.

Det store solide bord på terrassen, hvor hele familien samles til sommerens sene middage, er fremstillet af en snedker efter samme model som det gamle slagtebord, der blev fundet i kostalden. Overalt er der tråd til Menorcas stil og traditioner, så hjemmet fremstår som en harmonisk helhed (Foto: Helle Schjønning)Som en skarpskåret skulptur går trappen op til 1. sal, gennem stuen. Og sæsonens stilet-favoritter giver liv til de stramme linier. (Foto: Helle Schjønning)Det oprindelige badeværelse fra 80erne fik en grundig renovering, da familien overtog huset: Nu er her masser af lys, skønne fliser med et nip azurblåt og en praktisk indretning med atmosfære. Det forsænkede badekar med udsigt er børnenes yndlings! (Foto: Helle Schjønning)Under trappen til 1. sal varmer det store glade maleri med stiliserede bourgonvilla, malet af Ursulas søster Louisa, der har eget galleri på øen. (Foto: Helle Schjønning)Også i stuen er der flisegulve, der holder huset kølig om sommeren. De hvide sofaer får varme af broderede puder i gyldne farver, de marokkanske puffer og træbordet, der blot er en flot plade lagt oven på fire omvendte havekrukker. (Foto: Helle Schjønning)De hvide hynder ved endevæggen ligger hen over det, der oprindelig var store fodertrug fra dengang, arbejds- og gildestuen var kostald. (Foto: Helle Schjønning)Køkkenet er det hyggelige og praktiske samlingssted i huset, med det hvidlakerede metalbord, hvor familiens yngste får en bid mad, efter børnehaven. Ursula har med sikker farvesans valgt betrækket på stolene, så det matcher det rødbrune flisegulv. (Foto: Helle Schjønning)Både flisegulvene og de kraftige træbjælker i loftet er klassisk menorcinsk byggestil. Og Ursula Mascaró har valgt køkkenelementer i mørkt træ for at fremhæve stilen. Mens de vandrette fliser på væggene er både praktiske og tilføjer en god ren friskhed. (Foto: Helle Schjønning)Ursula Mascaró med Ursula og David. Storebror Jaiime var på besøg hos en ven. (Foto: Helle Schjønning)Disse dameben stammer fra søsteren Louisas galleri. Den øverste halvdel af kvinden ligger foran huset, hvilket afstedkom besøg af politiet, en mørk nat, hvor naboerne troede, der var begået et mord! »De er så tunge, begge halvdele, at der ikke er nogen der orker at slæbe dem. Vi får nok aldrig statuen samlet,« ler Ursula, der har vænnet sig til de halve kvinder. (Foto: Helle Schjønning)Ursula er tredje generation i familiefirmaet som hendes bedstefar, en dygtig håndskomager, grundlagde. Og det vidner mange små detaljer i huset om som her, der fine skolæster i træ. (Foto: Helle Schjønning)

Se også

• Et styks ruin til en million
• Fra italiensk ruin til hus
• Den italienske ruin blev et smukt hus
• En ruin i Toscana genopstår
• Skodesignerens rustikke hjem på Menorca
• Et hus uden pynt
• Stråtækt idyl i Melby

Huset i Umbrien

Grunden er 5.000 kvm.
I underste etage er i dag indrettet køkkenalrum og kontorer.
På 1. sal ligger dagligstuen, bibliotek, soveværelse og badeværelse (huset har fire i alt) samt terrasse.
I 2002 blev de sidste af 60 oliventræer plantet på den nederste del af grunden, og i sommeren 2009 blev poolområdet og havens midterste del indrettet som en formel italiensk have indviet.
Et nyt hus i Umbrien fås for ca. 500.000 euro, hvis udsigten er i top.
Ruiner fås fra 250.000 euro, alt efter størrelse og beliggenhed.
Priserne i Umbrien er 15-20 pct. billigere end i det dyre Toscana.
Priserne er ikke faldet under finanskrisen, men der er sat flere huse til salg.
Kilde: Gerda og Poul Erik Tarp
Læs mere på: www.umbria-properties.com 

Af Lise & Kristian Septimius Krogh
Tirsdag 18. maj 2010

» Vi vil gerne se på en lille ruin,« lyder det fra en håbefuld udenlandsk køber i telefonen, og straks ser man energien lyse ud af Gerda Tarps øjne, mens hun svarer:

»Jamen, så må jeg jo se, om jeg kan finde en, du kan lide. Hvor drømmer du om, at den skal ligge, skal den være placeret isoleret eller tæt på en by og hovedvej?«

Se billeder fra den gamle tobaksgård i galleriet til højre >>

Spørgsmål er der nok af, hvis man er på jagt efter en ruin i Italien, og endnu flere vil dukke op, hvis man beslutter at gøre den italienske drøm til virkelighed og går i gang med at forvandle ruin til drømmehus.

»Det kræver tålmodighed, tålmodighed og tålmodighed,« lyder det samstemmende fra Gerda og Poul Erik Tarp, som sammen driver firmaet Umbria-Properties.

Restriktiv lov

»Ønsket om et hus i Italien kan nemt gå hen og blive til et mareridt, hvis man ikke får de rigtige rådgivere. F.eks. er den italienske lovgivning meget restriktiv og accepterer stort set kun husets oprindelige arkitektur med en udvidelse på op til 100 kvadratmeter.«

Læs også:
Et styks ruin til en million
Fra italiensk ruin til hus
Den italienske ruin blev et smukt hus
En ruin i Toscana genopstår
Skodesignerens rustikke hjem på Menorca

Med en baggrund som revisor er det primært Poul Erik, der giver den juridiske og økonomiske rådgivning, mens Gerda står for den mere kreative del, som f.eks. indretning samt kontakt til arkitekter, entreprenører og håndværkere. Hun har erfaring med ejendomshandel både fra Spanien og Danmark.

At Gerda og Poul Erik Tarp har gjort deres egen boligdrøm til en levevej, er lidt af en tilfældighed. Efter at have boet og arbejdet i forskellige lande besluttede de sig i 1997 for at finde en fritidsbolig i udlandet, hvor de på længere sigt ville bosætte sig permanent, når de nåede pensionsalderen. 

Italiener i tidligere liv

En rejse gennem Italien førte dem i 1997 til Umbrien, og mødet med den uspolerede natur og de gamle bygninger i »Italiens grønne hjerte« betød, at rundrejsen sluttede her.

»Jeg fik en stærk følelse af at have været italiener i et tidligere liv,« ler Gerda Tarp.  Parrets drømmeruin fandt de i bjergene bag Lago Trasimeno – eller rettere Gerdas drømmeruin, for i første omgang havde Poul Erik temmelig svært ved at se charmen ved den lange faldefærdige bygning.

Han blev dog heldigvis så betaget af udsigten over naturområdet Pian Di Marte og stilheden i dalen, kun afbrudt af fårenes brægen, at Gerda fik ham overtalt til at købe stedet. Efter fire år som ejere af stedet besluttede de at flytte permantent til Italien, selv om huset på det tidspunkt kun stod halvt færdigt.

På den uvejsomme og vildtvoksende skrånende grund blev der tidligere dyrket tobak. Huset, der stod tilbage, var 5,5 meter bredt og 35 meter langt, og på 1. sal havde der i sin tid boet omkring 25 mennesker, mens underetagen blev brugt som stald.

Tobakstårn

Den gamle tobaksgård er opdelt i fem afsnit, hvoraf det ældste har været brugt som vagttårn og er fra før 1400-tallet. En anden del er fra 1500-tallet, og en bjælke i stuen viser årstallet 1769. I 1800-tallet blev der opført et tobakstårn, hvor de mange tobaksblade kunne hænge til tørre.

»Det var noget af en udfordring at indrette den lange og smalle bygning, men i dag, hvor vi er færdige med selve huset og terrassen og alt det indvendige, synes jeg, at resultatet er blevet ret godt,« lyder det fra Gerda Tarp, mens hun stolt viser Casa Lunga frem med sine tre særprægede hyrdehunde lige i hælene. 

»Idéen med at blive rådgivere for andre opstod, da folk begyndte at spørge os, om vi ikke også kunne hjælpe dem med at finde en ruin, så det ene hus har på en måde taget det andet. I dag har vi vel sammen med vores italienske samarbejdspartnere været konsulenter på omkring 35 byggerier.«

Lært sproget

Parret har ikke blot lært det italienske sprog, de har også lært at omgås umbriere, for folk fra Umbrien er først og fremmest umbriere og først dernæst italienere.

»Vi kommer hertil som udlændinge og må indordne os. I en arbejdssituation med håndværkere får vi intet ud af at bebrejde og presse på. Lige præcis det punkt har mange af vores danske kunder svært ved at forstå. Italienere er et meget stolt folkefærd, og de forstår ikke vores hastværk. Da alt er håndlavet, tager det naturligvis en vis tid. Til gengæld er det så gjort godt og professionelt. Man er stolt af sit arbejde.«

Når en ruin skal bygges op, udvælges først de materialer fra det gamle hus, der kan genbruges. De bliver lagt til side og resten kørt væk. Fordi de selv har prøvet at bygge en ruin op fra grunden med gamle materialer, kender Gerda og Poul Erik til gode genbrugspladser, hvor der sælges alt fra antikke teglsten til stenvaske, flere hundrede år gamle tagbjælker, fliser, klinker, pejse, døre, vinduer og meget andet.

Antikmarked i Arezzo

Gerda er også altid at finde på det månedlige antikmarked i f.eks. Arezzo en times kørsel fra Castel Rigone, hvor de selv bor. Her finder hun møbler og lignende, ikke bare til sig selv, men også efter ønsker fra sine kunder.

Kan hun ikke lige finde det, hun går efter, får hun det lavet. Gamle brædder kan med en eksperts hjælp på raffineret vis blive til de smukkeste rustikke køkkenlåger, et hovedgærde til sengen eller en hylde i skabet.

I dag er det 12 år siden, de købte deres egen drømmeruin. For to år siden blev de færdige med husets to gæsteafdelinger med egne badeværelser og køkkenfaciliteter, indrettet i hver sin ende af huset. Den ene i to etager i det gamle tobakstårn. Parret har valgt at gå roligt frem og indrette boligen i små ryk.

»Vi er her jo for at nyde livet, så det er rart at holde pause med byggeriet engang imellem og få støvet ud af huset og bare glæde os over det, vi vi har lært at bygge på italiensk – og får sjælen med os.«

Læs også:
Et styks ruin til en million
Fra italiensk ruin til hus
Den italienske ruin blev et smukt hus
En ruin i Toscana genopstår
Skodesignerens rustikke hjem på Menorca