Finn Juhl var Danish Modern-bølgens største kosmopolit og ikke bange for at sige sin mening.
Af Gitte Nielsen
Onsdag 11. november 2009
Finn Juhl designede ikke blot møbler. I modsætning til flere af hans mere stilfærdige kolleger fra Danish Modern-perioden, dansk møbelkunsts guldalder, var han ikke bange for at ytre sig om tidens tendenser, når det handlede om møbeldesign og indretning.
Se flere billeder i galleriet til højre.
Han gik sin egne veje og undgik da heller ikke konflikter med andre i branchen, der ikke alle var lige begejstrede for hans møbler. Finn Juhl blev født i 1912 og døde i 1989. I løbet af sit liv nåede han at opleve både den store optur med gennembruddet i Danmark og derefter USA - og senere nedturen. Hans møbler gik langsomt ud af produktion, og den store tegnestue på Nyhavn blev erstattet af en mindre i privaten på Kratvænget i Ordrup.
Læs også:
Et unikt hjem byder velkommen
Finn Juhl-sofa - nu på dansk
Om møbelarkitekten Finn Juhl og hans møbler handler bogen »Finn Juhl og hans hus«, forfattet af historiker og professor på CBS, Per H. Hansen og med Ph.d.-studerende Birgit Lyngbye Pedersen som billedredaktør og forfatter til bogens sidste kapitel. Sidstnævnte, der er en af arvingerne efter Novos stiftere, købte for få år siden Finn Juhls villa på Kratvænget i Ordrup for straks efter at skænke den til naboen kunstmuseet Ordrupgaard. Huset åbnede som museum i foråret 2008 og står næsten, som da Juhl levede der med hans egne møbler og moderne kunst på væggene.
Netop evnen til at skabe samspil mellem farver, moderne møbler og moderne kunst var Finn Juhl speciel kendt for. Egentlig var han som ung mest interesseret i kunsthistorie, men faderen, en velhavende tekstilgrosserer, så ikke de store kommercielle muligheder i det fag. Derfor blev det til arkitektstudiet på Kunstakademiets bygningslinje. Eksamen nåede han dog aldrig at afslutte, inden han fik fast job i 1934 på Vilhelm Lauritzens Tegnestue. Her var han bl.a. med til at indrette Radiohuset.
Finn Juhls møbler er ikke så udbredte som de jævnaldrende kolleger Børge Mogensen og H.J Wegners, men i designkredse blev han ret hurtigt en celebrity. Han debuterede i 1938 som 25-årig på Snedkerlaugets Møbeludstillinger i 1937, men der blev først rigtig lagt mærke til hans møbler året efter. En hjemmebar, og to stole, der blev kaldt »græshopper på spring« af en anmelder.
Finn Juhl var som Wegner og Mogensen »barn« af den danske snedkermøbel-tradition. Hans mest berømte møbler blev til i 40erne sammen med snedkermester Niels Vodder, som han arbejdede med i 20 år, inden det kom til et brud.
Men trods den stærke forankring i snedkermøbel-traditionen fremgår det af bogen, at Finn Juhl blev mere og mere i tvivl om, hvorvidt møbler produceret af håndværkere var fremtiden i forhold til en mere industriel produktion. Samtidig mødte hans senere møbler fra begyndelsen af 60erne kritik for at gå i en alt for kunstnerisk retning, »for parfumerede og med for mange unoder,« hed det i kritikken.
nden sin død nåede Juhl dog at få en lille forsmag på Danish Modern-periodens revival. Hans møbler var i mange år udelukket fra Kunstindustrimuseets samling, men kom ind i varmen igen med en stor retrospektiv udstilling i 1982 og senere - efter hans død - opnåede hans møbler høje priser på auktioner.
I dag vil ingen betvivle, at Finn Juhl er en af vores ypperste møbelarkitekter.
Møbelarkitekten Finn Juhl blev engang spurgt, om man skulle bo, som han selv gjorde, og han svarede uden tøven: »Jeg synes ikke, man skal noget. Men jeg forstår ikke, at folk, der læser fremskridtsvenlig litteratur og lytter til Stravinsky og andre moderne komponister, kan gøre det i renæssancemøbler.«