
Charlotte Høncke glæder sig til at få en sofa af eget design hjem i privaten, for som hun siger: »Sofaen er klart det vigtigste hjemme hos os. Det er her familien samles og hygger.« Kupé-sofaen koster fra 7.499 kr. Sofabordet Zero med lakeret træbordplade og stålben er også designet af Charlotte. Det koster 2.999 kr. Fås i to højder. Begge dele fra Bolia.com ( Foto: Bo Amstrup )
Designeren Charlotte Høncke er aktuel med syv møbler, som hun har tegnet for Bolia. Sofaen Liva har høj og rank ryg, mens den mere buttede Vita er inspireret af 1950erne.
37 år, uddannet industriel designer fra Arkitektskolen i Århus i 2002.
Bor i Århus med sine tre børn og kæresten, Rasmus Falkenberg, der også er designer.
Har været ansat hos Raunkjær, Kjærgaard, Nørgaard Design og Designit. I de år arbejdede hun bl.a. for Boconcept, Dencon, Zenia House, TM Line, Jydepejsen og Trip Trap.
Har siden 2010 haft egen tegnestue på Lynfabrikken i Århus.
Foruden sofaerne har Charlotte Høncke tegnet to lænestole og to små borde til Bolias nye kollektion.
Se møbler på:
www.bolia.com
www.lynfabrikken.dk
Af Annette Suhr
Mandag 17. oktober 2011
Beskriv din nye sofa?
»Jeg har tegnet flere sofaer til Bolias nye kollektion. Kupé-sofaen Liva er inspireret af 1950erne, men ikke mere, end at den har et meget nutidigt udtryk, synes jeg. Jeg havde en meget klar idé fra starten om Liva. Den skulle være højrygget og have store »ører«, så den ligesom dannede et rum, hvor man kunne sidde og snakke sammen. Men samtidig måtte den ikke være for høj. Man skulle kunne kigge over den og se, hvad der ellers foregik i rummet. Den anden sofa, Vita med de store knapper, er også inspireret af 50erne. Den er mere feminin og kræver ikke så meget plads. Jeg tænker, at den passer godt til en lille by-lejlighed.«
Hvordan fik du idéen?
»Jeg er meget inspireret af min farmors fine gamle møbler. Jeg husker, hvordan jeg sad med rank ryg og sludrede, mens vi drak te og spiste småkager. Den stemning kan jeg godt lide i stedet for lounge-stilen, hvor man sidder lavt.
Det er sjovt at tage nogle elementer og gøre dem større eller mindre. F.eks. er ørerne på Liva meget store, mens benene er høje fortil og meget lave bagtil. På Vita er knapperne mega-store. Nogen fortalte mig, at den lidt lignede fronten på den lille Fiat-bil, og det mener jeg, at den faktisk også gør, nu hvor jeg har fået det fortalt.«
Læs også:
Møbelpolstring på skoleskemaet
Dukkehus med danske designklassikere
Møbler til folket
Hvor henter du inspiration?
»Kunst inspirerer mig meget. Jeg maler i min fritid og interesserer mig for strukturer og overflader, som netop maleriet har. Keramik har også nogle spændende overflader, som fascinerer mig. Musik og mode er en tredje inspirationskilde. Og så arbejder jeg i et meget kreativt miljø her på Lynfabrikken i Århus. Jeg får masser af god energi ved at sidde sammen med så mange spændende mennesker.«
Hvad er godt design?
»Godt design er, når tingene er funktionelle, æstetiske og overraskende. De må gerne skille sig ud, så man siger: »Wauuuw, hvad sker der lige her?« når man ser det første gang.«
Hvem er dine forbilleder?
»Patricia Uriquola og Hella Jongerius. Begge er fantastisk dygtige til formgivning, farver og til at mikse materialer. Det er nogle damer, der tør lege med deres design og skille sig ud. Og så er de utrolig dygtige til polstermøbler, som jeg jo også brænder for. Det er altid spændende at se deres nyheder i bl.a. Milano.«
Hvordan bor du selv?
»Jeg bor i et parcelhus sammen med min kæreste og mine tre børn på henholdsvis to, fem og 11 år. Vi har indrettet os med et miks af dansk design og gamle arvestykker. Nu får jeg snart nogle af mine egne møbler hjem, og det glæder jeg mig til.«
Hvad bliver dit næste projekt?
»Lige nu sidder jeg og tegner på nogle nye møbler til Bolia. Det er mit første år som selvstændig, så jeg synes, at jeg er kommet godt fra start. Jeg har fået flere henvendelser fra andre, som jeg overvejer, så jeg er stille og roligt ved at opbygge et netværk.«
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek