1980 var et dramatisk år i København. Om foråret var der voldsomme uroligheder pga. rømningen af legepladsen Byggeren, der måtte vige til fordel for den omfattende sanering af Nørrebros »sorte firkant«. ( Scanpix )

Naja Marie Aidt var kun 16 år da hun flyttede hjemmefra. Sammen med sin kæreste og to venner hundefrøs hun hele vinteren i en lille halvandenværelses lejlighed.

Af Nilo Zand
Lørdag 13. december 2008

»Fiskergade er revet ned og forsvundet, nu er området bebygget med beton og grønne gårde. Scoopet ved lejligheden var, at der var toilet – man skulle hverken ud på køkkentrappen eller ned i gården.«

Forfatteren Naja Marie Aidt er tilbage i efteråret 1980. Hun flyttede hjemmefra som 16-årig og ind i en halvandetværelses lejlighed i Fiskergade på Nørrebro sammen med sin kæreste, sin bedste veninde, Line Knutzon, der senere blev dramatiker, og endnu en ven.

»Vi havde overtaget lejligheden efter min kærestes storebror, og han havde overtaget den efter en grønlænder, der havde begået selvmord i køkkenet, og ligget længe, før nogen fandt ham. Der var stadig en plet på gulvet, hvor »han var sevet ned«, som vi sagde. Vi kaldte ham Søren S og var bange for, at han gik igen. Og han gik igen! I hvert fald har jeg nedfældet følgende i min dagbog november 1980: »Det har været en nat i Sørens S’s selskab. Mens han gik igen, tænkte jeg, at det fedeste er impulsiviteten. En umulig idé, der bliver til noget, fordi vi vil ha’ det. Fantasi. Uden den var vi som resten af flokken.«

Jeg tror nu nok, vi var præcis som resten af flokken, og der var ikke så meget, der blev til noget! Vi fyrede med petroleum, når vi havde råd, når vi ikke havde råd, lå vi i sengen. Og fyrede fede. Der var en hems og under den en udtræksseng. Vi levede af tebirkes og varm kakao, og den morgen C.V. Jørgensens »Tidens tern« udkom, holdt vi andagt og røg en kæmpe joint og hørte pladen om og om hele dagen. Jeg husker vintersolen ind ad de snavsede ruder, og hvordan det susede i den klare plastic, vi havde sat op for vinduerne med tegnestifter for at holde den værste træk ude. At der var sne, det var en iskold vinter.

Vores lejlighed var i usandsynlig dårlig stand. Og der var vildt koldt. Især i køkkenet, hvor vi forsøgte at varme os ved gasblussene. Det meste af gaden var på det tidspunkt ved at blive revet ned – huset overfor var for længst tømt for mennesker. Line og jeg kunne sidde ved vinduet om aftenen i timevis og gyse over det mørke, forladte hus, som blæsten hev og flåede i, mens vi fantaserede om, at der nok holdt store horder af pushere, rockere og mordere til derovre. Der er en voldsom frihedsfølelse forbundet med at være (eller i hvert fald føle sig) fri af sine forældre. Og fordi vi var så alt for unge til denne frihed, var det med barnlig glæde, vi nu gik amok: Ingen kunne bestemme, hvad vi skulle spise, drikke, ryge, foretage os. Tit sov vi til langt op ad dagen og kom ikke i skole. Tit havde vi grineflip i timevis. Vi gik i byen og spiste Stjerneskud på Restaurant Puk på Vandkunsten. Når vi havde penge. Når vi ikke havde (som regel), tog vi på turné rundt hos vores forældre og tømte køleskabene og vaskede tøj (og tiggede penge).

Nørrebro var stadig »det gamle Nørrebro«. Masser af bodegaer, handlende, små, dårlige lejligheder og masse ballade, druk, kriminalitet, men også en sammensat og ret fantastisk population af arbejderfamilier, studerende, originaler, masser af børn og gadens løse fugle. Man tog sig en flæskestegssandwich og en håndbajer, røg nogle grønne Cecil og faldt i snak. Læste Ekstra Bladet forfra og bagfra. I foråret var Byggeren blevet revet ned.

Vi gik gennem de sneklædte gader og hundefrøs i vores cowboyjakker. Hjem for at skrive digte og depressiv dagbog. Meget 80er-agtigt. Allerede om foråret flyttede vi til Vesterbro. Stadig alle fire i en lille, men lidt større lejlighed, som vi kaldte Lykkebo! Jeg kan ikke huske, hvorfor vi flyttede, måske fordi huset i Fiskergade skulle rømmes. Line og jeg bestod vores 10. klasses eksamen. Drengene drømte om at blive rockstjerner. Jeg blev gravid som 17-årig og kom på bistandshjælp. Men i oktober 1980 skrev jeg følgende i min dagbog, med himmelblåt blæk (en generelt utroligt selvhøjtidelig dagbog):

»Fire vanvittige mennesker i én seng. Dyner og kakao. Regnvejr langt væk. Det bobler i min mave af tryghed. Jeg kan ikke la’ vær’ med at grine ad ingenting, som egentlig er alt lige nu. Hvis tiden ikke står stille i forvejen, vil jeg ønske den ville gøre det nu. Fiskergade 17, 3. til venstre. Uden det sted var verden anderledes.«