Borchs Kollegium i St. Kannikestræde. Her har Margrete Auken boet. ( Foto: Bax Lindhardt )

På kollegiet var der altid en barnepige ved hånden, og døren stod åben, for der måtte ikke »gå parcelhus i den«.

Af Birgit Straarup
Mandag 11. januar 2010

Margrete Auken mødte sin mand og fik også sine to første børn, mens hun boede på Borchs Kollegium i St. Kannikestræde. Og familien flyttede udelukkende, fordi den ikke måtte bo der længere.

»Erik havde boet der i fem år, og så røg man ud. Ellers var vi blevet,« siger Margrete Auken, præst og medlem af Europa-Parlamentet for SF.

»Vi købte huset i Valby, som vi stadigvæk bor i. Der var badekar, som vores ældste, Kirsten på tre år, var henrykt for. Men da der var gået et par dage, ville hun gerne »hjem«. Hun blev jo så forkælet af de andre alumner og var fortvivlet over, at vi var flyttet.«

Læs også:

• Et sted i Anders Bondo Christensens liv
• Et sted i Bertel Haarders liv
• Et sted i Vicky Berlins liv
• Et sted i Christine Antorinis liv
• Et sted i Peter Ingemanns liv
• Et sted i Kai Vittrups liv

I Margrete Aukens første tid på kollegiet boede hun på sin kærestes værelse som såkaldt »gris«. Da parret blev gift i maj 1968 og ventede barn, fik de lovning på kollegiets tidligere portnerbolig. Men den var ikke ledig, så da Kirsten var kommet til verden, flyttede familien hjem til Margrete Aukens far, som netop var blevet enkemand.

»Efter et halvt års tid kom vi tilbage, og vi nåede at bo i lejligheden i to et halvt år. Det var et skønt og traditionsrigt sted, hvor jeg skrev speciale, tog min eksamen og vi fik vores barn nummer to. Lejligheden er nu splittet op i værelser, men vi havde eget bad og køkken, og en stue som var lagt sammen af et større og et mindre værelse, som blev mit arbejdsværelse. Ud mod haven var der et soveværelse, som også fungerede som min mands arbejdsværelse, for dengang røg jeg som en skorsten og kunne ikke have arbejdsværelse, hvor vi sov. Med et lille bitte børneværelse var det en tre et halvt værelses lejlighed i det smukke, gamle hus. Det var fantastisk.«

Hvis parret skulle i biffen om aftenen, og Kirsten var lagt i seng, sagde de bare til en af de andre beboere, at hun lå dernede.

»Bare så nogen vidste, at hun var der, hvis huset brændte. Hvis hun vågnede, kravlede hun ud ad sengen, og så sad hun i hallen og ventede på, at der kom nogen forbi. Så måtte vi ud og finde hende, når vi kom hjem, for så var hun kommet med op på et værelse. Og når vi festede, var der altid en fulderik, der var nede og hente Kirsten, og så dansede hun rundt med en stor, våd ble og havde det virkelig morsomt. Vi tog nok lidt lettere på det at få et barn, end man gør i dag.«

Parret gjorde sig stor umage for, at der »ikke gik parcelhus i den«.

»Vores dør stod altid åben ud til hallen, for ellers blev det for meget kernefamilie. Vi havde med vilje ingen gardiner for vinduerne i vores stue. For så kunne folk stå ude på trappen og se, hvem der sad i sofaen og kunne holde sig væk. Det var en tid med mange brudte forhold, og vi ville ikke vælge side. Jeg var vant til hjemmefra, at man bare vadede ind hos hinanden på besøg og var meget glad for, at det fortsatte i vores hus i Valby. Men så blev tiden en anden, og folk fik alt for travlt til bare at komme forbi.«

Siden 1998 har Margrete Aukens mand været efor på kollegiet.

»Erik er sådan en slags forstander, så vi har en del med beboerne at gøre og kommer også til festerne. Mit indtryk er, at det stadig er et fantastisk sted, selv om det er et gammelt kollegium og ikke noget med fine forhold.«

Læs også:

• Et sted i Anders Bondo Christensens liv
• Et sted i Bertel Haarders liv
• Et sted i Vicky Berlins liv
• Et sted i Christine Antorinis liv
• Et sted i Peter Ingemanns liv
• Et sted i Kai Vittrups liv