
Anne Touborg, Ivalu og Nord eftermiddagshygger i sofaen. I forgrunden ses hendes Smockstol. ( Foto: Hanne Gabel Christensen )
Anne Touborg er nyuddannet møbeldesigner, og en af dem, som vi kommer til at høre mere til. Hendes hjem på Nørrebro, som hun deler med mand og tre børn, bærer tydeligt præg af sans for originale løsninger, der ikke koster en bondegård.
Af Hanne Gabel Christensen
Mandag 09. januar 2012
Det første, som blikket falder på i entréen hos Anne Touborg, er ganske usædvanlige taburetter, hvor tekstil- og møbeldesign går op i en højere enhed på en måde, som er typisk for den nyuddannede designer.
Taburetterne var en del af hendes afgangsprojekt fra Danmarks Designskole, hvor hun i øvrigt modtog topkarakter.
Se billeder af møbeldesignerens hjem i galleriet til højre >>
I stuen dukker flere af Anne Touborgs møbler op. Udtrykket er så fascinerende og gennemført, at det nærmest råber på at blive sat i produktion.
Det er lige før, at hendes hvide strikkede stol med korsagelukning i ryggen står og kigger længselsfuldt ud af vinduet, som en anden ballerina – med et par birkestammer ved sin side. Et drys natur, lidt poesi, design, billedkunst og genbrug er ingredienserne i indretningen hos Anne Touborg og ægtefællen, Thomas Skjold Touborg, der er i gang med en uddannelse til fotojournalist, samt børnene Nord på to, Ivalu på fire et halvt og Nataia på 12 år.
Familien bor i en andelslejlighed på 110 kvadratmeter på Nørrebro i København. Oprindeligt var det to toværelses andelslejligheder, som de købte i 2005 og slog sammen til én.
Med stort køkkenalrum en suite med en stue, badeværelse, lang entré og to værelser, hvor det ene er Nataias værelse, mens det andet fungerer som kombineret sove- og børneværelse til de to yngste.
Læs også:
David er i byen for at kopiere dansk møbeldesign
Møbelarkitektens hvide villa ved Øresund
Fremtidens design vender op og ned på vores levevis
Ukendte sider af kendte designere
Grundplanen til den nye lejlighed har Anne Touborg selv tegnet. For at få det store køkkenalrum fjernede parret to vægge og lagde derefter nye gulve over det hele for at få nivelleret de tre forskellige niveauer, der viste sig at være mellem rummene. For at holde omkostningerne nede købte de de billigste fyrretræsplanker, hvilket de hurtigt fortrød.
»Brædderne var så lange, at vinduerne i opgangen og hoveddørene i underboernes lejligheder skulle være åbne for at lirke dem ind og ud og op. Og da vi så fik dem op, opdagede vi, at det virkelig var noget lort, hvor knasterne faldt ud. Så vi returnerede dem og fik en ny levering i en bedre kvalitet,« fortæller Anne Touborg.
For at åbne lejligheden yderligere og få mere lys ind fjernede de døre og karme mellem stue, køkkenalrum og entré, en løsning der både er fordele og ulemper ved.
»Det gør, at man kan se lidt længere, men det giver også en urolig energi, når det er så åbent. Måske ville det være mere samlet, hvis man kunne lukke døren, så det kan være, at vi laver det om,« siger Anne.
Følg også boligstoffet på Facebook
De to køkkener i de små lejligheder stødte op til hinanden. Begge blev fjernet, men de nødvendige installationer blev bevaret, og så byggede parret et nyt køkken selv af fyrretræsbordplader fra Silvan, som de skar op til bordplader og til en lang køkkendisk med kogeø.
»Køkkenet fungerer rigtig godt. Vi lagde vægt på at få god bordplads, for vi kan begge to lide at lave mad. Men det er vigtigt, at vi kan være sammen med børnene imens, så de sidder tit ved disken, også når de har venner på besøg,« fortæller Anne.
Bordpladerne kostede 1.300 kroner stykket, og med køkkenelementer fra Ikea har køkkenet stået dem i cirka 10.000 kroner. Dertil kommer emhætte og el, som var det dyreste ved ombygningen.
Badeværelse behøvede parret ikke at spekulere på i første omgang, for på det tidspunkt var der slet ikke badeværelse i lejlighederne.
»Der var fælles toilet på gangen og bad i kælderen i forhuset, men der var kun ét bad, så nogle gange var der kø,« fortæller Anne.
Senere har alle lejlighederne i andelsforeningen dog fået bygget badeværelser på bagtrappen, og mens den ombygning stod på, var beboerne genhuset i et halvt år.
Under ombygningen blev al tapet fjernet fra væggene, som derefter blev fuldspartlet, forsynet med væv og malet. Og så var det hele klar til at blive indrettet med eget design og genbrug.
»Vi kan godt lide at lave ting selv eller finde noget gammelt og genbruge det. Det giver mere sjæl, og det er en god følelse at vide, at det ikke er spild af ressourcer,« siger Anne Touborg.
Læs også:
David er i byen for at kopiere dansk møbeldesign
Møbelarkitektens hvide villa ved Øresund
Fremtidens design vender op og ned på vores levevis
Ukendte sider af kendte designere
Hun har også en uddannelse som tekstiltrykker og beklædningsformgiver fra Håndarbejdets Fremme og holder af det bløde stoflige udtryk, som hun benytter i sit møbeldesign.
»Jeg kan godt lide, at tingene har struktur, at der sker noget i overfladen, for tekstiler tilfører rummet varme.«
Også ting fra naturen er der lidt af i alle rum. Anne samler frø og kapsler med spændende mønstre og symmetri, mens Thomas samler på sten. Begge er glade for naturen og vil gerne trække den med ind i indretningen, og det kommer også til udtryk i Thomas Touborgs fotografier.
Læs mere om Anne Touborg her: madeinschool.dk/annetouborg
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to, gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her
Gode tilbud fra Boliga.dk:
Synliggør din bolig
Tilstandsrapport
Skødeskrivning/køberrådgivning
Boligfoto
Eltjek