
Helena Rohner. ( Foto: Jens Astrup )
Først smukt, så bæredygtigt. Designer Helena Rohner er vokset op med dansk design, og det har påvirket hendes formsprog. Netop nu er hun aktuel i et samarbejde med firmaet Munio.
Af Sarah Skarum
Søndag 06. september 2009
»Den stol kender jeg da. Min mor har den, og den står udenfor, hvor hun smider sit våde badetøj på den. Den skal jeg vist have fingrene i.« Sådan tænkte Helena Rohner, da hun for nylig gik gennem Illums Bolighus under et besøg i København og så Kaare Klints safaristol fra 1933 stå i et hjørne. Her en designklassiker, hos hendes forældre bare en stol.
Læs også:
For den 41-årige spansk-schweiziske designer er i sit barndomshjem på Gran Canaria vokset op med masser af dansk design, selv om hun ikke altid har været klar over det.
»Min far solgte danske varer, Tulip for eksempel, i sin butik, og han var meget glad for danske møbler og for dansk design, så mine forældre havde købt mange ting i Illums Bolighus, da de indrettede deres hjem. Nu opdager jeg langsomt, at de ting, de havde, faktisk er danske klassikere. for eksempel Bjørn Wiinblad. Ham har de et bord med udsmykning af. Og da jeg designede for Georg Jensen, så jeg deres juleskeer og opdagede, at min yndlingsske som barn var en af deres,« siger hun.
Helena Rohner er i Danmark for at fortælle om sit samarbejde med firmaet Munio, som hun har designet en række boligting i træ til: Vaser, lysestager og fade i træsorter fra regnskoven, men af den slags, der ikke er truet af udryddelse. Det er sorter som Muiracatiara, Coraçao de Negro og Pau Amarelo. Mørke og dybe.
Hun er en lille elegant kvinde med et hjerteformet ansigt og store øjne. Som tænker, taler og lytter grundigt. Smiler og nikker og laver fagter i luften, mens hun taler. Hun er begejstret for projektet og begejstret for dansk design.
»Det giver meget god mening for mig,« siger hun: »Både det danske samarbejde og at lave noget, som ikke bare er design, men som har en dybere mening.«
»Som ung læste jeg på London School of Economics, hvor jeg studerede politik. Jeg ville arbejde med kulturudveksling, meget gerne i Sydamerika, så det, at jeg deltager i et bæredygtigt projekt, går godt i spand med mine ungdomsinteresser. For jeg blev jo aldrig færdig. Jeg mødte en guldsmed, og så endte jeg som designer,« siger hun.
Smykkerne, som hun sælger i hele verden, fra Barneys til Kompagnistræde, førte senere til samarbejde med internationalt kendte designere som Paul Smith og danske Georg Jensen. Hun laver nu både smykker, husgeråd og lamper og har gang i et møbelprojekt, som lige nu er på tankeplan.
»Jeg tror, jeg har et formsprog, der egentligt er ret tæt på det danske. Da jeg designede for Georg Jensen, troede flere, jeg var dansk. Måske er det, fordi jeg er opvokset med de danske ting.«
Hun vrider sig lidt i stolen, mens hun forsøger at forklare sit formsprog.
»Enkelt... roligt, elegant...,« siger hun og er selv indgrebet af de tre ord. Hun har en rød kjole på, bredt bælte, sølvøreringe hængende i ørerne og rød læbestift – hun er sølv, ikke guld. Ensfarvet, ikke mønstret. Feminin, ikke sexet. Delikat, ikke dramatisk.
»Jeg laver ting, som man ønsker at have længe. Altid. Ikke noget, der larmer for meget, det bliver man træt af,« siger hun.
»Sådan er det også med de ting, jeg har designet for Munio. Det er smukke ting, som man skal have lyst til at røre. Tage op og mærke på, men som også skal kunne bruges. Ikke så vildt, at det bliver for meget hurtigt, Og bagefter må man gerne opdage, at det er bæredygtigt, selv om det ikke skal være derfor, man køber dem. Det skal være, fordi de er smukke. Alt for mange bæredygtige ting er ikke smukke nok. Men hvem gider have sin gode samvittighed stående fremme, hvis den ikke er pæn? Ingen! Men en smuk skål, det vil man gerne.«
Men er der ikke noget helt absurd i at lave nye kollektioner og kalde dem bæredygtige? Det bedste ville vel være, at vi slet ikke købte mere? Har vi ikke nok?
Hun griner.
»Jo. Bestemt, men vi er jo sådan, at vi gerne vil have nye ting, sådan er mennesket, tror jeg. Nu måske bare lidt færre ting end før. Bedre ting. Sådan har jeg det selv. Hvis jeg skal have en kjole eller et par sko, skal det være noget helt særligt. Jeg har jo masser af tøj til at holde varmen i. Jeg mangler intet. Så det skal være specielt og have en historie, ikke bare være endnu en ting fra Zara,« siger hun.
»Det har ændret sig meget de seneste år. Det er en interessant tid, fordi alting forandrer sig. Den måde, vi lever sammen på, de ting, vi drømmer om. At have mere tid til at spise sammen med sine venner og sin familie og mindre tid til at købe dyre ting og se ud. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. I mit firma har vi også mærket finanskrisen, og i de butikker, vi leverer til, sælger de færre smykker end før. Men i mine egne to butikker i Madrid, hvor jeg også selv sidder og designer, og i Barcelona, hvor man også træder ind i mit univers, der sælger vi flere og dyrere ting. Folk bruger lang tid der, de får en oplevelse og en historie ud af det, og så vil de gerne købe. Den særlige ting, men ikke bare mere, mere, mere,« siger hun, for: »Hvem orker også det? Vi har haft så meget. Nu skal vi have det gode.«
Hun aer en af sine små æggeformede skåle, der med sine bløde buede former er i familie med Kay Bojesens fade, Nanna Ditzels trisser og Wegners skålstole, og siger:
»Som den her. Den er da fin, ikke? Den kunne man da godt få lyst til at købe. Og så er den også bæredygtig.«
Hun smiler:
»Hvis man skal købe en ting til, kunne det da være den.«