
Blandt forårsnyhederne er de små vaser, Bulbino, formgivet af keramikeren Jeanette List Amstrup. Inspirationen har hun hentet i botanikkens verden. Vaserne er tænkt som spæde blomsterspirer, der bobler af liv og energi. De er henholdsvis 10 og 17 cm høje og sælges to ad gangen for 199 kr. ( Foto: Martin Dam Kristensen m.fl. )
Danmarks ældste og mest kendte keramikfabrik er efter nogle turbulente år blev købt af arkitekt Frantz Longhi. Han vil håndhæve de gamle traditioner og skabe brugskunst, som alle har råd til at købe.
- Frantz Longhi købte den hæderkronede gamle keramikfabrik sidste år og har ny åbnet den første konceptbutik i Århus. Han er uddannet arkitekt, har arbejde med ernergiprojekter i 30 år, men altid haft en passion for design og kunst.
- Frantz Longhi er 56 år og uddannet fra Arkitektskolen i Århus i 1980. De første par år arbejdede han med energiplanlægning for Århus Amtskommune.
- I 1986 startede han firmaet, Danish Management Group A/S, der beskæftiger sig med kvalitetssikring, miljø, IT, udviklingsprojekter og energiplanlægning verden over. Kunderne er primært EU-Kommissionen, Verdensbanken og FN. Hovedkontoret er i Århus med kontorer i ti lande, og firmaet har i alt 100 ansatte.
- Efternavnet Longhi er italiensk og stammer fra hans tip-tipoldefar. Longhi er en gammel berømt arkitektfamilie, der bl.a. tegnede nogle af Roms store paladser og bygninger i Vatikanet i 1600-tallet.
Læs mere på www.kahlerdesign.com
Af Annette Suhr
Mandag 04. januar 2010
Engang hed formgiverne Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøj og Kai Nielsen. I dag hedder de Louise Campbell, Cecilie Manz og Claydies. Men navnet Kähler binder dem sammen, den verdensberømte danske keramikvirksomhed, som blev grundlagt for 170 år, men som i de seneste år har ført en noget omtumlet og usikker tilværelse, der endte med konkurs.
Se flere billeder i galleriet til højre.
Men for knap halvandet år siden blev konkursboet og navnet Kähler købt af Frantz Longhi, der hører hjemme i Århus. Det er også her, at Kähler i dag viser sit ansigt med en nyåbnet såkaldt flagship store i M.P. Bruunsgade.
»Da jeg læste, at Kähler blev sat til salg endnu en gang, tøvede jeg ikke. Jeg havde samme følelse som en fodboldspiller må have, når der pludselig er frit foran mål. Så gælder det om at skyde, det kan ikke gå galt,« fortæller Frantz Longhi.
»Dagen efter købet skulle vi tømme lageret med det samme. Vi troede det kunne stå på kontoret i Næstved, men det viste sig, at lageret fyldte 14 store lastvognstog. Foruden de nye varer var der nemlig mange unika-stykker af ældre Kähler-keramik, fliser og kakler samt en masse gamle forme fra Hammershøj- og Kai Nielsen-tiden. Et enestående historisk materiale, som vi vil bruge som inspirationskilde.«
Frantz Longhi er uddannet arkitekt, men kom aldrig til at tegne huse. I stedet har han arbejdet med energiplanlægning og har i snart 30 år haft eget firma, Danish Management Group A/S, hvor han og 100 ansatte arbejder med udviklingsprojekter og energiløsninger verden over.
Siden studieårene har han haft en passion for kunst og arkitektur, en interesse han deler med sin kone, der er kunstmaler. Sammen går de på udstillinger, besøger museer og gallerier, hvorend i verden de befinder sig.
Med købet af Kähler er en gammel drøm om at arbejde med kunst og design gået i opfyldelse. At Kähler har så lang og spændende en historie er noget, som Frantz Longhi værdsætter.
»For 100 år siden havde Kähler butikker flere steder i USA, og værkstedet deltog i verdensudstillinger i bl.a. Paris. Udover almindelig brugskunst som krukker, tekander og fade var Kähler det store navn inden for udsmykning og store skulpturer. De mange farverige og illustrative friser på Københavns Rådhus og på Århus Teater hører til blandt nogle af mesterværkerne.«
I dag er Kähler ikke så kendt af den yngre generation, og derfor skal der kæmpes for at få del i markedet, og det vil vi gøre,« fortsætter Frantz Longhi. »Men jeg læste for nylig, at designeren Stella MacCartney ønskede sig Kähler i julegave, og det betyder meget for os at blive nævnt i internationale designmagasiner«.
Et af Frantz Longhis første projekter efter købet var at udvikle en såkaldt konceptbutik, hvor det er muligt at vise alle produkterne samtidig. I dag sælges Kählers design i over 20 lande, men oftest sammen med andre mærker.
»I butikken i Århus kan vi vise, hvordan man kan dække bord med Cecilie Manz hvide keramik sammen med Jeanette List Amstrups farverige Mano-krus. Det er også tanken, at vi vil invitere andre kunstnere til at udstille, holde specialarrangementer og andre events, så der hele tiden sker noget i butikken.«
På spørgsmålet, om verden har brug for mere brugskunst midt i finans- og klimakrise, svarer Frantz Longhi:
»Vi vil ikke ukritisk sende endnu flere krus og vaser på markedet. I stedet vil vi finde ting, der er grimme, og gøre dem smukke. Mange hverdagsting kan stadig udformes bedre, f.eks. samledåserne til el-stik og stikkontakter, som engang var af keramik. Vi vil også gerne arbejde med at kombinere keramik med andre materialer. Det er allerede sket med f.eks. Louise Campbells Cammeo-krukker, der lukkes med en farverig bred elastik. Man kunne også kombinere keramik med træ eller bambus, som er meget oppe i tiden.«
I dag produceres de fleste af Kählers produkter på forskellige værksteder i Portugal afhængig af, om det er vaser, kopper eller brugskunst, der skal drejes og brændes. Selve idéudviklingen og designprocessen sker dog i Danmark, hvilket Frantz Longhi lægger stor vægt på og vil videreudvikle de kommende år.
»De unge navne skal være med til at sætte Kähler på verdenskortet igen. Ikke kun for at sælge mere, men også i håb om, at designere i andre lande vil genopdage Kähler. Vi lever i en globaliseret verden og henter inspiration vidt omkring. Med tiden vil vores designteam også bestå af keramikere fra Holland eller fra Japan. Allerede i år vil der f.eks. komme et nyt produkt, designet af en kendt spansk designer.«
Til daglig arbejder Frantz Longhi med energibesparende projekter, specielt i udviklingslandene, og de erfaringer vil han bruge i produktionen af keramik: »Det kan være, at vi i fremtiden køber os til C02-kvoter, så forbrugerne kan købe et Kähler-produkt med god samvittighed«.
I 1839 begyndte Herman Kähler at dreje lerkrukker i Næstved, men i dag ligger de gamle værksteder, kontor- og lagerlokaler tomme hen. De var ikke med i købet, da Frantz Longhi overtog foretagendet, fordi de tilhørte et andet konkursbo. Næstved Kommune købte dem helt tilbage i 1974 for at bevare Kähler-historien i Næstved. Siden er bygningerne blevet solgt flere gange, men altid med den klausul, at der skal drives keramisk værksted på stedet - og ejeren skal også eje navnet Kähler. Det sker ikke i dag, og derfor håber Frantz Longhi, at det på et tidspunkt bliver muligt at købe bygningerne og renovere værkstederne og de andre lokaler, så firmaet igen kan flytte tilbage i de oprindelige bygninger.
»Det ville være spændende at kunne genoplive kunstnerånden i Næstved. At vi kunne få et værksted, hvor designere og keramikere kan mødes og arbejde med udvikling af nye produkter og afprøve resultaterne på stedet,« slutter Frantz Longhi.