
Brug hovedet når du vander haven. ( Foto: Colourbox )
Mens danskerne nyder sommeren med sol og varme, er nogle af havens planter begyndt at hænge med hovederne. Se her hvordan du vander den bedste måde.
Af Birgit Straarup
Tirsdag 20. juli 2010
Planterne trænger til vand – og det skal være nu. Men postevand er dyrt, så det gælder om at bruge de dyre dråber der, hvor de gavner mest.
Her er tre gode råd fra Haveselskabet om, hvordan man sparer på vandet:
1. Vand kun de planter, der trænger mest
Veletablerede bede med træer, buske og blomster klarer sig normalt fint gennem en periode med tørt vejr. De har rødder, der kan hente vand langt nede i jorden, og er derfor ikke så udsatte for tørke. Det samme gælder græsplænen, der hurtigt blive grøn igen, når der kommer regn.
Brug i stedet vandet i køkkenhaven og på hindbærbuskene. Nyplantede planter og krukkeplanter skal vandes, da de i værste fald kan dø af tørst. Også rododendron og hortensier har brug for meget vand.
2. Vand grundigt
Vand med 30-40 liter pr. kvadratmeter eller en 10 liters vandkandefuld pr. nyplantet busk eller træ. Hvis du vander for lidt, sætter planten mange rødder oppe i den øverste del af jorden, som først tørrer ud, når solen bager. Derfor skal vandet trænge langt ned i jorden og få rødderne til at søge nedad.
3. Undgå vandspild
Vand morgen eller aften, hvor fordampningen er lavest.
Og vand helst med vandslange, vandkande, siveslange eller drypvandingsanlæg. Hvis du bruger en vippevander eller en sprinkler fordamper meget af vandet, inden det rammer jorden.
Du kan nedsætte fordampningen fra jorden ved at dække den med halm, kompost, græsafklip, barkflis el.lign. Bunddækkende planter som storkenæb, vinca eller guldjordbær er også med til at holde på fugten i jorden. Vand gerne i regnvejr.
Iøvrigt er det en god idé at koble en regnvandstønde på nedløbsrøret og opsamle regnvand. På den måde sparer du på det dyre postevand. Regnvand er ideelt at bruge til havevanding og potteplanter, skriver Haveselskabet.
Indsend kommentar