
Lise Lotte Norup nyder udsigten ud over Nyrup-bugten fra den store terrasse, der lige som spiseafdelingen ligger højere end resten af huset. ( Foto: Niels Ahlmann Olesen )
Lise Lotte Norup har helt fra barndommen tilbragt de fleste somre i Odsherred, først hos bedsteforældrene i Vig, siden i eget hus i Klint.
- Liselotte Norup, 59 år. Fik sit gennembrud i 1971 i filmen »Det er nat med fru Knudsen«.
- Har siden skabt en karriere som sanger i bl.a. Swing Sisters, og som revyskuespiller, bl.a. i Marienlyst – revyen og nu Sønderborg-revyen.
- Har skrevet flere kogebøger samt en debatbog om moderens pinefulde død og retten til at give aktiv dødshjælp. Skabte sidste år Norup Design, hvortil hun har tegnet havemøbler i fyrretræ, som hun får produceret i Lithauen.
- I år er kollektionen udvidet med flere møbler, bl.a. en ny bænk og et spisebord.
Af Annette Suhr
Mandag 26. juli 2010
Hvis det ikke var for Astrid og Martha, to ældre, men livlige hunde, ville man kunne høre en knappenål falde på terrassen, hvorfra der er udsigt til det blikstille vand i Nyrup Bugt. Selv sivene vajer kun svagt uden at give lyd fra sig på denne solrige sommerdag i juli.
Se flere billeder fra Lise Lotte Norups sommerhus i galleriet til højre
Naturen, vandet og freden er da også noget af det, som skuespilleren og forfatteren Lise Lotte Norup nyder, når hun er i sommerhuset i Klint ved Nykøbing Sjælland. I denne sommer er det indtil nu ikke blevet til så mange dage ad gangen, for fra slutningen af maj, hele juni og det meste af juli har Lise Lotte Norup spillet med i Sønderborg-revyen og har af praktiske grunde boet i det jyske fra tirsdag til lørdag.
Læs mere om sommerhuse:
Anne Fabricius-Bjerre: Sommeren er bedst i Tisvilde
Sådan ser RIGTIGE sommerhuse ud
Sommerhuskøkkenets superhotdogs
De 7 bedste råd til sommerhuset
Sommerhuse som samlesæt
Lise Lotte Norup har altid været knyttet til sommerlandet omkring Nykøbing Sjælland, og stedets særlige stemning har inspireret hende til at tegne en serie havemøbler, der ligner dem hun husker fra sin barndom. Så nu kan hun tilføje designer på sit CV.
»Min farfar byggede et sommerhus ved Vig i 1922, som min mor siden overtog,« fortæller Lise Lotte Norup. »Og da jeg blev voksen, købte jeg selv et sommerhus, så jeg kan ikke mindes en sommer, hvor jeg ikke har været her i Odsherred.
For femten år siden købte min kæreste, Bo Sigaard, og jeg den gule gård, som du kan se her lige på den anden side af vejen. En vidunderlig gammel strandgård. Vi brugte syv år på at sætte den i stand og siden skulle den jo vedligeholdes. Efterhånden blev det næsten en arbejdslejr at være her. Vi kunne knap nok tillade os at sidde fem minutter i en liggestol, før vi fik dårlig samvittighed, for der var altid noget at lave. Senere udstykkede vi grunden, solgte den gule gård og byggede dette hus i 2004.«
Udefra ligner det sorte Finlandstræhus almindelig standard, men indvendig har Lise Lotte og hendes kæreste skabt deres helt eget hus. Væk er de små værelser og væggen til køkkenet, og i stedet er der et stort soveværelse og badeværelse, en kæmpestor stue med loft til kip og et åbent køkken langs den ene væg. En stor hems og et nyopført gæstehus står altid klar, så familie og venner kan overnatte.
»Vi har fået et hus, som passer os perfekt,« siger Lise Lotte Norup. »Her er højt til loftet i bogstavelig forstand. Efter alle årerne i det gamle bondehus, hvor vi skulle bøje hoved, hver gang vi gik fra stue til stue, trængte vi til et stort rum. Vi ville også gerne have udsigt til vandet, men pga. de lokale byggeregler måtte vi ikke bygge et hus to etager. Derfor har vi skabt den ekstra etage indendørs ved at lade loftet gå til kip. I den ene ende af stuen er der meget højt til loftet, mens spiseafdelingen ligger fire trin oppe. På den måde har vi udsigt til vandet, når vi sidder og spiser.«
Huset er bygget og indrettet, så det kan bruges hele året. Nogle af møblerne er fra den gamle strandgård, andre har Lise Lotte arvet efter sin mor.
»Mine brødre og deres børn bor også i området, så vi er nærmest en klan heroppe. Mindst en gang om året holder vi en familiefrokost, og når jeg ikke laver revy, bliver der også tid til at holde et par sommerfester. Mine børn kommer også herop hver sommer. Deres far har sommerhus ved Ordrup Næs, så de bor først et par dage hos os, inden de rejser videre.
Vi har også holdt jul heroppe, fordi det meste af familien bor i nærheden, men i princippet åbnes huset til påske og lukkes i begyndelse af oktober.«
Lise Lotte og Bo Sigaard vil gerne bo endnu tættere på det våde element, og de har købt en grund, der ligger direkte ned til vandet. Men foreløbig er der endnu et engagement på programmet, nemlig Randers-revyen, der har premiere den 20. august og slutter sidst i september. Heldigvis er der ikke længere, end at Lise Lotte Norup kan pendle med Mols-linien hver dag og dermed nyde sensommeren i Klint.
5 hurtige til sommerhusejeren
Er der bestemte traditioner, som I hvert år markerer i dit sommerhus?
Alle mine brødre og deres børn bor heroppe, så vi er lidt af en klan. Vi holder altid en stor familiefrokost en gang om året, og når jeg ikke laver revy, har vi også tid til at holde et par sommerfester.
Hvilken tid af året holder du mest af at være her?
Sommeren.
Hvordan klarer du vedligeholdelsen af huset – og hvor meget tid bruger du på det?
Heldigvis er huset så nyt og bygget af materialer, der kun kræver lidt vedligeholdelse. F.eks. skal sydsiden af huset males hvert år. Grunden er natur, så det er kun græsset lige ved terrassen, der skal slås.
Hvad har du senest købt til dit sommerhus?
Jeg elsker at gå på loppemarked – både herhjemme og i udlandet, og selvom jeg har fået at vide, at nu har vi altså ikke plads til mere, kan jeg ikke lade være med at købe lidt. Sidst var det en gammel petroleumslampe.
Hvad vil man aldrig finde i dit sommerhus?
Møbler af teaktræ og en microovn
Læs mere om sommerhuse:
Anne Fabricius-Bjerre: Sommeren er bedst i Tisvilde
Sådan ser RIGTIGE sommerhuse ud
Sommerhuskøkkenets superhotdogs
De 7 bedste råd til sommerhuset
Sommerhuse som samlesæt