
JAJA Architects består af Jan Tanaka (th.), Jakob Christensen (tv.) og Kathrin Gimmel (i midten) ( Foto: Mads Nissen )
Tiden er løbet fra det ensomt arbejdende geni, der eneherskende skaber sine arkitektoniske mesterværker. Hos JAJA ARCHITECTS er arkitektur et udtræk af mange menneskers tanker og idéer, og på den københavnske tegnestue bliver praktikantens indspark taget lige så seriøst som chefens.
FRI har fået leder af Dansk Arkitektur Center (DAC), Kent Martinussen, til at give et bud på, hvad det er, der gør JAJA Architects gode
»JAJA er en af de helt unge og upcoming inden for ny dansk arkitektur. Det med »dansk« skal man tage med et gran salt. JAJA tilhører nemlig den nye generation af arkitektvirksomheder, som er født globale, og de har således allerede gennem deres partnerkreds et udstrakt netværk i Europa og Asien – samt naturligvis i Danmark. Deres første større projekt er på vej i Vanløse med kontorbygningen Cornerstone. Deres arkitektur er som regel en god blanding af pragmatik, lækkert design og overraskende løsninger og JAJA’s stil kan måske bedst karakteriseres som »Vital Minimalisme«. Levende, enkelt, flot og funktionelt.«
JAJA Architects er grundlagt i 2008. Tegnestuen ligger på Islands Brygge og drives af arkitekterne Jan Tanaka, Jakob Christensen og Kathrin Gimmel. Derudover har tegnestuen to fuldtidsansatte arkitekter og to praktikanter fra arkitektskolen.
JAJA fokuserer på spændingsfeltet mellem arkitektur og planlægning og »stræber efter at omsætte komplekse urbane og arkitektoniske kompositioner til krystalklare løsningsmodeller,« som der står på tegnestuens hjemmeside.
Både Jan Tanaka og Jakob Christensen har været i praktik hos PLOT, og lige som deres lærermestre er de inspireret af den hollandske pragmatisme, der arbejder med en analytisk tilgang til arkitekturen, hvor hver opgave løser et specifikt problem, og æstetikken ikke er givet på forhånd.
I sin korte levetid har JAJA markeret sig i en række konkurrencer. Senest har de modtaget en 1. plads om en byplan i Åndalsnes og desuden er det blevet til en 4. plads i udvidelsen af Stockholm Hovedbibliotek (2007), en 3. plads om et universitetsbibliotek i Osnabrück (2010), en 2. plads om Nationalmuseet i Oslo (2010), og en 1. plads om et kontorbyggeri i Vanløse (2009). For tiden arbejder tegnestuen på et bibliotek i Stuttgart og Science Center i Beograd.
Af Marcus Aggersbjerg
Tirsdag 18. januar 2011
Der sidder en gul post-it lap med firmanavnet på døren. JAJA ARCHITECTS står der med hurtige bogstaver fra en sort spritmarker. Inde bag den rødlakerede dør på 1. sal i en slidt baggård på Islands Brygge holder arkitekterne Jan Tanaka, Jakob Christensen og Kathrin Gimmel til.
Se flere billeder i galleriet til højre >>
Der er ikke meget form og fernis over de beskedne lokaler. Borde og stole er simple, og køkkenet ligner et postkort fra et af byens kollegier. Tonen er uformel og ligefrem, og således viderefører arkitekterne bag JAJA arven fra den generation af unge tegnestuer, som gennem det seneste tiår har lavet en glidende tackling på det støvede billede af arkitekten som den alvorlige brillemand i slidt fløjlsjakke og sort rullekravebluse. Hos JAJA er der hængerøv i bukserne, musik på anlægget og bordfodbold i pauserne.
Den slags skal nok bekræfte et par skeptikere i fordommen om de unge tegnestuers overfladiskhed. Men inden nogen løfter pegefingeren og begynder et længere foredrag om ansvarsløse unge, der tror, at arbejdslivet er sjov og ballade, så læs lige de næste linjer.
Det er nemlig her i et af hovedstadens gamle arbejderkvarterer, at JAJA for nylig tegnede sit forslag til et nyt Nationalmuseum i Oslo. Et forslag, der endte med at indbringe den unge tegnestue en imponerende 2. plads. Ikke dårligt af tre arkitekter, der indtil 2008 stadig var studerende på arkitektskolen.
»Når man lægger så mange timer i sit arbejde, som vi gør, skal miljøet helst være så uformelt som muligt. Vi er ikke bare kolleger, men også gode venner. I sidste ende gør det også noget ved arbejdsindsatsen. Folk er mere kreative og produktive, hvis de slapper af og har det godt på jobbet,« siger de unge arkitekter.
Læs også:
Skibsfører på MS Montana
Fra dansende kaffebønner til sunde grøntsager
Nye ejerlejligheder i Ørestad
Det fortæller noget om den tilbagelænede selvtillid, der hersker på den unge tegnestue. En stærk tro på, at indhold altid kommer før form, og en respekt for, at alle har noget at byde ind med. Væk er idéen om mesterarkitekten, der grifler et par hurtige streger ned på en skitseblok og beder staben føre idéerne ud i livet. Hos JAJA er arkitektur en kollektiv proces fra start til slut.
»Vi begynder altid med at bygge forskellige modeller, som kan give os nogle bud på, hvordan vi kan gribe projektet an. Og alle byder ind, også praktikanterne. Så arbejder vi videre med de modeller, der peger i de mest interessante retninger. Vi har mange fælles diskussioner frem og tilbage, inden vi pludselig sidder vi med noget, ingen af os på forhånd anede eksisterede. Som voksede frem af diskussionerne.«
Det er en slidt sandhed, at mange kokke kan fordærve et måltid. Det er ikke altid en fordel at være flere, og selv om præmiepengene fra Oslo-projektet har gjort det muligt at ansætte nye folk, så lider den københavnske tegnestue ikke af vokseværk. I dag har JAJA fire arkitekter på lønningslisten, dertil kommer tre praktikanter fra arkitektskolen, og det er en god størrelse, der giver frihed og fleksibilitet, siger ejerne.
»Det er ikke et mål i sig selv at blive store. Vi kigger mere på kvaliteten af de opgaver, vi løser, og der er mange fordele ved at være en lille tegnestue. De store tegnestuer har ofte flere forskellige designteams, og er man kreativ leder med 30-40 mand under sig, er det svært at være en del af processen og lave en sammenkørt arkitektonisk vision med et skarpt udtryk. Der skal simpelthen tages for mange hensyn undervejs, og derfor ender noget af den arkitektur, som kommer fra de store tegnestuer, også med at være uklar i sit udtryk.«De unge JAJA-arkitekter sammenligner de store tegnestuer med supertankere, der nok sejler sikkert, men også har svært ved at ændre kurs. Selv er de optimistjollen, der manøvrerer hurtigt og ubesværet rundt.
»Ofte arbejder hele tegnestuen sammen om et projekt, og det giver en fantastisk mulighed for at være i kontakt med indholdet. Vi har en stor mobilitet og kan hurtigt ændre retning, hvis der er noget galt undervejs. Det er sværere på de store tegnestuer, hvor arbejdsgangene er langsommere og mere komplekse.«
Men inden vi fortsætter snakken om arbejdsgangene hos JAJA, så lad os lige kigge på, hvad det er for noget arkitektur, der forlader den unge tegnestue. Spørger man arkitekterne selv, lyder svaret, at de laver arkitektur og byrum, hvor mennesket er i centrum. JAJA vil lave arkitektur i øjenhøjde, som alle forstår og har lyst til at bruge.
Den slags sympatiske hensigtserklæringer er hørt før. Det er klicheer, der bare står og venter på at blive hevet frem, når mange arkitekter skal sætte ord på deres visioner. Men i munden på Jan Tanaka og Jakob Christensen får fraserne et sjældent lag af troværdighed:
»I mange år har arkitektur været noget, der lå uden for almindelige menneskers rækkevidde. Det skyldes, at mange arkitekter har opfattet faget som en kunstnerisk disciplin. Det er det selvfølgelig også et stykke hen ad vejen, og det skal arkitektur blive ved med at være. Men vi er ikke kun kunstnere, og hele selvopfattelsen af, at vi som arkitekter er kunstnere, har været med til at fjerne os fra resten af samfundet.«
De to arkitekter ved godt, at de ikke har opfundet den dybe tallerken. At enhver god arkitekt tænker mennesket ind i sin arkitektur. Alligevel har JAJA en anderledes tilgang til sine projekter end mange andre tegnestuer, mener Jan Tanaka og Jakob Christensen.
»Mange taler om at sætte mennesket i centrum, men de fleste glemmer at gøre det i praksis. Alt for meget arkitektur er formet af en avantgardistisk tanke. Bare se på Frank Gehrys Guggenheim Museum i Bilbao. En bygning, der nok har et smukt ydre, men som hverken giver noget til byrummet eller fungerer optimalt som museum.«
Det betyder ikke at JAJA forsager æstetik, men der skal også være »det andet«. Dét som folk umiddelbart forstår.
»Det er meget vigtigt, at arkitektur rækker ud mod verden og kommunikerer med mennesker,« siger de unge arkitekter og fortæller om deres forslag til en udvidelse af Stockholms berømte hovedbibliotek (tegnet af Gunnar Asplund, red.) Forlaget fik en fornem 4. plads, men undervejs lavede en lokal avis en afstemning blandt sine læsere, hvor 46 procent pegede på danskernes forslag som det bedste.
»Det skyldtes, at forslaget var let at aflæse. Når folk kiggede på det, kunne de se biblioteket, ligesom de kunne se, at vi ikke kun prøvede at løse en bygning, men også forsøgte at give noget tilbage til byen. Den del af arkitekturen er meget vigtig. I forbindelse med Asplund handlede det om at lave et optimalt bibliotek, men for os var det også vigtigt, at man udnyttede de åbenlyse muligheder, der lå i de omkringliggende byrum. Vi havde en ambition om at skabe en bygning, der ikke blot var bibliotek, men også var en integreret del af byen og således et sted for alle mennesker.«
Jan Tanaka, Jakob Christensen og Kathrin Gimmel har alle været i praktik hos PLOT, og på samme måde som Bjarke Ingels og Julien de Smedts tegnestue introducerede det flade hierarki og gjorde en dyd ud af at udnytte hele stabens kreative kræfter, så uddeler arkitekterne bag JAJA også ansvaret og lader alle byde ind med tanker og idéer undervejs.
»På PLOT oplevede vi, hvordan man som ung studerende blomstrer af at få ansvar. Det er vigtigt med input udefra. Det er jo ikke kun os, der skal bruge bygningen eller byrummet, og derfor kan den geniale løsning lige så godt komme fra den unge praktikant.«
Måske skal forklaringen på det flade hierarki hos JAJA findes i det faktum, at de alle tre har været i praktik på store tegnestuer i udlandet og på egen krop har oplevet bagsiderne af den fastlåste hakkeorden.
»I udlandet er praktikanten notorisk i bunden af hierarkiet og skal bare gøre, hvad der bliver sagt. Og det kan være en frustrerende oplevelse at sidde med en masse vinkler på problemstillingerne uden at blive hørt. Så i dag, hvor vi selv driver tegnestue, ved vi, hvor meget mere motiverende, produktivt og sjovere det er, når man lytter til hinandens indspark.«
Følg FRI.dk's boligstof på Facebook
Budskabet er klart: Arkitektur er en kollektiv proces, og det er godt med flere øjne på sagen. Det genererer flere idéer.
»Hvis man tror, at man kan sætte sig ind i et værelse og vente på den geniale idé, undervurderer man værdien af det kreative samarbejde på tværs af køn og alder. Den geniale idé er en proces, der sker gennem udveksling af idéer,« siger Jakob Christensen og fortæller om en interessant artikel, han faldt over for nylig.
»Den handlede om, hvordan man i dag knækker de store matematiske gåder hurtigere end nogensinde, fordi man har ændret arbejdsprocessen. Tidligere sad »geniet« typisk alene på et eller andet støvet universitetskontor og grublede over løsningen. Når han så fandt den, offentliggjorde han tallene i et eller andet tidsskrift, og så fandt andre matematikere en fejl i arbejdet. Og så måtte den stakkels fyr tilbage på sit kontor og regne videre.«
I dag lægger de kloge hoveder løbende resultaterne af deres forskning ud på nettet, og undervejs byder amatørmatematikere ind med deres tanker og overvejelser. Pludselig kæmper genierne ikke længere kampen alene.
»Det har betydet, at man løser flere matematiske gåder end tidligere. Og det går hurtigere, fordi man samarbejder og bevæger sig væk fra tankegangen om, at »geniet« skal løse tingene alene. Det er ikke spor anderledes med god arkitektur.«
Læs meget mere livsstil- og boligstof i vores to gratis nyhedsbreve: Din Bolig om tirsdagen og Fri Weekend om fredagen. Meld dig til her