
»Min far producerede ikke møblerne som fødte klassikere,« siger Thomas. »For ham skulle møbler ganske enkelt se sådan ud. Han var discipel af møbelarkitekten Kåre Klint, og derfor var det naturligt for ham og Børge, at møblerne havde en bestemt form og var af en kvalitet, så de kunne holde hele livet.« ( Foto: Claus Fisker m.fl. )
Fredericia Furniture, der fylder 100 år, producerer møbler af store danske designere som Nanna Ditzel og Børge Mogensen, men nye talenter får også chancen. Firmaets ejer Thomas Graversen tester dog altid først de nye prototyper hjemme i sin egen stue.
Af Annette Suhr
Tirsdag 04. oktober 2011
I de store lagerhaller på Fredericia Furniture står Nanna Ditzels farverige pink, grønne og lyseblå Trinidad-stole side om side med Børge Mogensens sorte lædersofa og Thomas Pedersen loungestol i plastic.
Se billeder af møbler fra Fredericia Furniture i galleriet til højre >>
Selv om kun en tredjedel af møblerne bliver til på fabrikken i Jylland, kommer alle gennem en kvalitetskontrol her, inden de køres ud til butikkerne.
Thomas Graversen er anden generation i Fredericia Furniture. Han er vokset op med mange af tidens møbelklassikere og arkitekter, ja, han blev endda kørt rundt i trillebør i barndommens have af Børge Mogensen, har han fået fortalt.
Hans far, Andreas Graversen, købte fabrikken i 1955, og skabte sammen med møbelarkitekten Børge Mogensen klassikere som Den Spanske Stol, spisestolen J39 og lædersofaen og lænestolen med den karakteristiske kupéfacon.
»Min far producerede ikke møblerne som fødte klassikere,« siger Thomas.
»For ham skulle møbler ganske enkelt se sådan ud. Han var discipel af møbelarkitekten Kåre Klint, og derfor var det naturligt for ham og Børge, at møblerne havde en bestemt form og var af en kvalitet, så de kunne holde hele livet.«
Læs også:
Klassisk skandinavisk på Madison Avenue
Manden bag det klassiske bakke-bord
Møbler med følelser
Møbler til folket
Som ung tænkte Thomas Graversen aldrig på, at han en dag skulle overtage fabrikken.
»Jeg var en efternøler, og mine ældre søskende var allerede uddannet som bl.a. læge og arkitekt, og min far havde aldrig nævnt muligheden for, at jeg skulle gå i hans fodspor. Det skulle ikke være et åg. Men jeg er jo vokset op i et hjem, hvor møbelarkitektur var en naturlig del af dagligdagen, så da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle efter handelsgymnasiet, foreslog min far mig, at jeg kom i lære hos Den Permanente i København. Det var en fantastisk oplevelse. Her mødte jeg møbelsnedkere, glaskunstnere og keramikere, der alle leverede til butikken. Det glædede min far, at jeg blev så hooked på branchen, og at jeg ville fortsætte. »Så skal du lige lære lidt om økonomi«, sagde han, hvorefter jeg begyndte på Handelsakademiet.
Da min mor døde i 1984, tog jeg hjem, fordi min far ikke kunne klare det hele alene. Heldigvis kunne jeg konvertere mit arbejde på fabrikken til praktiktid og dermed alligevel gøre min uddannelse færdig. Derefter arbejdede vi tæt sammen, og da der var gået ti år syntes han, at vi skulle bytte plads. Han overlod derefter alle beslutninger til mig.
Det skete af og til, at han kommenterede mine afgørelser, men aldrig med en negativ holdning. Han var meget tryg ved min dømmekraft. Jeg husker bl.a. at han sagde, at »Nanna Ditzel skal have lov til at lege, men Børge Mogensen lever vi af,« da jeg foreslog at sætte Nanna Ditzels »Bænk for To« i produktion.«
Følg også boligstoffet på Facebook
Thomas Graversen holdt dog fast i samarbejdet med Nanna Ditzel, som et par år senere tegnede stolen Trinidad, der i dag er en af firmaets bestsellere.
»Nogle arkitekter hader den, fordi den har så meget attitude og personlighed, at den i deres øjne forstyrrer rummet. Andre elsker den for dens feminine træk,« siger Thomas i dag.
»Jeg var jo selv præget af Klint-skolen via min far, og det var Nanna også, men hun brød ud, fordi hun syntes, at bindingerne var for snævre. Dengang var man enten for eller imod Klint. Derfor er det spændende at se, hvordan stilarterne mødes i dag. Vi har mange kunder, som både har Børge Mogensen og Nanna Ditzel stående og synes, de passer fint sammen. Det skete ikke i 60erne. Dengang skulle alting hænge sammen. Selv træsorten skulle være den samme. I dag arbejder jeg med 16 forskellige arkitekter, og det er en udfordring for mig at få dem til at være i stue sammen, sådan billedligt talt. Det har fået mig til at opfinde følgende tese: Alle gode møbler kan stå i stue sammen. Jeg tester ofte nye produkter ved at tage prototypen med hjem. Hvis en stol ligner en »idiot« i min stue, vil den også tage sig dårligt ud i butikken.«
Læs mere om klassisk design på næste side