Håndfri mobilsamtaler under kørslen får chaufføren til at lave flere fejl og forlænger reaktionstiden. Op til seks meter ved en såkaldt ”let samtale”, viser ny engelsk undersøgelse.
Af Christian Nørr
Onsdag 07. januar 2009
Det er en kendt sag, at mobiltelefoner er farlige i trafikken - og tillige ulovlige at bruge, når du kører bil eller cykler.
Men nu viser det sig, at også de håndfri mobiltelefoner forstyrrer trafiksikkerheden og forøger reaktionstiden betragteligt blandt bilisterne.
Det viser en stor engelsk mobiltelefon-undersøgelse, skriver Videnskab.dk.
Forskerne fra University of Warwick udsatte en række forsøgspersoner for en computertest som simulerede en køretur, mens personerne havde henholdsvis en ”let samtale”, som ikke krævede den store tankevirksomhed, og en ”svær samtale”, hvor forsøgspersonerne virkelig skulle tænke over svarerne.
Seks meter længere
I begge tilfælde steg antallet af fejl kraftigt, og reaktionstiden steg ligeledes markant. Således blev reaktionstiden i gennemsnit forøget med 212 milisekunder - eller det der svarer til 5,7 meter - for en bil, der kører 96 km/t., og hvor chaufføren havde en ”let samtale”.
Endnu værre blev det, hvis samtalen var kompliceret.
”Vores forskning viser, at håndfrie mobiltelefon-løsninger ikke er nok til at fjerne en vigtig påvirkning af førerens visuelle opmærksomhed. At formulere svar i en telefonsamtale skaber konkurrence mellem flere typer hjerneaktivitet, som ikke kan køres parallelt,« siger Melina A Kunar, der er hovedforskeren bag undersøgelsen.