
Ændrede luftindtag og de gigantiske keramiske bremser afslører, at Supersports med 630 hk er hidtil mest potente medlem af Continental familien. ( Foto: Gert Nielsen )
Tag med på en prøvetur i den nye Bentley Continental Supersports til fem millioner kroner. Den er tung som en mindre lystyacht, men har alligevel præstationstal som en sportsvogn.
- Motor: W12, 5.998 cm3
- Ydelse: 630 hk/6.000 omdr.
- Moment: 800 Nm/2.000 omdr.
- 0-100 km/t: 3,9 sek.
- Topfart: 329 km/t
- CO2-udledning: 388 g/km
- Årlig ejeafgift: 12.460 kr.
- Garanti: 3 år
- Pris: ca. 5 mio. kr.
- W12 fortil på langs - 4 ventiler pr. cyl. - firehjulstræk
- 6-trins automatik - mål l/b/h: 480/194/138 cm
- Køreklar vægt/totalvægt 2.240/2.750 kg.
Af Gert Nielsen
Torsdag 26. november 2009
Rammer man indgangen til banens langside – der går igennem et par meget snævre, langsomme sving – holder speederen i bund og venter med at bremse, til man er ud for et hundrede meter mærket til næste sving, så kan man i et splitsekund glæde sig over, at den sorte viser på den hvide baggrund lige akkurat når 220 kilometer i timen.
Se flere billeder af Continental Supersport i galleriet til højre
Så skal man til gengæld også bremse hårdt og lade de standardmonterede kulfiberkeramiske skiver bide til, hvis man vil ramme første sving efter langsiden nogenlunde godt.
Vi er på Eurospeedway Lausitz omkring 40 kilometer nord for Dresden. Bentley har valgt banen, der blandt andet bruges til den tyske DTM-serie, som præsentationssted for kunder og enkelte journalister. Faktisk er vi der, fordi der ikke var kunder i kalenderen til sidste dag med den nye Bentley Continental Supersports.
De tre Supersports, der er på banen ad gangen, buldrer ned ad langsiden med den dybe lyd, der afslører, at farten skabes af et højt moment langt nede i omdrejningerne i stedet for det skrig af omdrejninger, man ville høre, hvis der var tre Ferrarier på banen i stedet.
Læs også:
Og hvorfor så lige nævne en Ferrari i forbindelse med en Bentley? Såmænd fordi en Supersports kommer lige så hurtigt op på 100 km i timen som en Ferrari California, eller F430, og fordi tophastigheden er hinsides de 300. For Bentley Supersports er intet mindre end den voldsomste Bentley, der nogensinde er bygget; og helt i traditionen fra »The Bentley Boys« succesfulde færden på racebanerne i 1920’erne er også denne en meget tung en af slagsen.
Klimaet kradser: Mange bilproducenter ville ønske sig, at verden så lidt anderledes ud, end det er tilfældet i øjeblikket. For blot få år siden var britisk/tyske Bentley en kæmpesucces i nichemarkedet for luksusbiler. Succesen hed Continental til mellemnavn med en række efternavne som Flying Spur, GT, GT Speed og GTC.
Mens der blev solgt omkring 1.000 om året af Bentley ved begyndelsen af årtusindet, steg tallet i 2007 til et rekordsalg på over 10.000 i 2007, og ejeren, VW-koncernen, kunne opsende taknemlige bønner over, at så mange havde råd til en bil i det segment – til priser der i Danmark lå på mellem fire og fem millioner kroner.
Men som de fleste andre har Bentley måttet erkende, at den økonomiske verden drejer langsommere rundt – sidste år blev der langet 7.500 biler over disken – altså et fald på 25 procent, mens det i år ser ud til at lande på halvdelen af 2007 eller 5.000 biler.
Skal man ramme Continental-serien ind med et par enkelte termer, er det W12-motorer på seks liter med mindst 560 hestekræfter, permanent firehjulstræk, agile køreegenskaber. Læg dertil en overflod af tykt læder, træ og luksus udført i en kombination af britisk håndværk og tysk perfektionisme og kapital.
Man forstår hurtigt, hvorfor Continental blev en succes, da pengerigeligheden var større. Siden er ikke kun økonomien gået i »undo« sine steder, men større bevidsthed om klima er heller ikke ligefrem det, man ønsker sig mest, når man fremstiller biler, der kører omkring seks-syv kilometer på en liter benzin.
Som alle andre bilfabrikanter bekender Bentley sig da også til sit ansvar for miljøet. Men i stedet for at gå den hybride vej, som vi har set Lexus gøre med 600 h, Mercedes med S400 Hybrid eller Porsche Panamera, har Bentley valgt at udstyre sin nyeste model med mulighed for at køre på E85 – ethanol.
»Det er, hvad vi kan gøre her og nu, men dermed ikke sagt, at det er sidste skridt på vejen mod biler, der skåner miljøet. Andre teknologier som hybridbiler med elmotor tager længere tid at udvikle, og på nuværende tidspunkt vil vi ikke sige, hvad vi ellers arbejder på i den retning. Men jeg tror ikke, at en enkelt teknologi er løsningen. Til gengæld tror jeg, at forbrændingsmotoren stadig har et langt liv foran sig,« siger Paul Jones, udviklingschef for Continental-serien, der bygges i britiske Crewe.