
( Søren Bidstrup )
Allerede som barn valgte han sine forældres nyreligiøsitet fra – og fornuft og fakta til. Som miljødebattør er det mest den faktatunge side, Bjørn Lomborg viser, men han er også et legebarn, der elsker pizza, cola, computerspil og det gode liv.
Af Tine Bendixen
Søndag 03. maj 2009
Bjørn sidder og læser til studentereksamen på sit værelse i Ålborg-villaen tilbage i begyndelsen af 1980erne. Han vil ikke komme ud. Oppe på husets 1.-sal foregår der noget, der ikke passer ind i hans verdensbillede. Noget der absolut ikke står i de elskede naturvidenskabelige bøger, der ligger på hans skrivebord. Og noget, der i den grad er et tilløbsstykke. Folk står i kø hele vejen igennem indkørslen og langt ned ad villavejen for at komme indenfor. Ekstra Bladet, DR og politiet står der også.
Læs flere interview her:
Bjørns mor har sagt, at han kun må komme op og se, hvad der sker, hvis han ikke er kritisk. Det nægter han. På 1.-salen er en gruppe filippinere nemlig i gang med at heale. Tilsyneladende hiver de med deres bare hænder blodige svulster ud af kræftsyge danskere uden at efterlade synlige spor på huden.
»Filippinerne kom ned ad trappen med rigtig mange blodige ting i de 14 dage, de boede hos os. Jeg kunne ikke vurdere, hvad de ting bestod af, men filippinerne sneg sig i hvert fald ikke ud om aftenen, så de kunne ikke have hentet noget, og der var i øvrigt heller ikke nogen slagter i nærheden ... I dag er jeg irriteret over, at jeg ikke bare gik derop, men som den lille rethaveriske dreng, jeg var, sagde jeg nej. Jeg kunne ikke drømme om ikke at være kritisk.«
Bjørn Lomborg er vokset op i et alternativt og nyreligiøst hjem, men allerede dengang var han skeptiker og som voksen miljøforsker prøver han med regnestykker og sund fornuft at gøre verden til et bedre sted at være for os alle. Han er blevet ekspert i at forklare verden. Og Gud er ikke inviteret.
Egentlig havde jeg lovet hans personlige assistent ikke at skrive noget om hans lejlighed. Måske er hun flov. Bjørn virker ligeglad. Og den er altså svær at komme udenom. Eller rettere – bunkerne er. Skrivebordet er dynget til med bøger, papirer og fire bærbare. Køkkenbordet er tæppebombet med potteplanter, service, hjemløse ting og lidt rester af en Texmex-bønneret. Gaflen sidder stadig i. Kun flyglet er bunkefrit.
På gulvet står stabler af film og spil, han kobler af med Playstation, X-Box og Wii: »Så leger jeg bare«. Ikke sært at hans venners unger elsker at komme på besøg. Han har ryddet et hjørne af spisebordet, resten er fyldt med endnu flere bøger og blå letvægtsboomeranger og frustrerende pusletræterninger af den slags, der kun kan løses af mennesker med kringlede, legende hjerner. Som Bjørn Lomborg. Der er noget vidunderbarn over ham, og lejligheden ser ud som om »mor og far« har været på ferie, og vidunderbarnet har været »home alone« lidt for længe. Eller også er det bare sådan, en københavnerlejlighed ser ud, når man både skal passe sit job som direktør på Copenhagen Consensus Center og foredrag om verdens sande miljøtilstand og, som han selv siger det, er »homo og single«.
Bjørn drikker cola. Han kan ikke lide kaffe. Til nød te. Han drikker ikke alkohol. Smagen er grim, og hvorfor overhovedet bedøve sine sanser for at turde give slip, når man kan være liv-fuld hele tiden uden? Han ligner ikke sine 44 år. Måske er det jeansene og den stramme t-shirt på den drengede krop. Måske det faktum, at livet slider mindre, når man ikke har andre forpligtelser end sig selv.